Sejr sender sender Århus Håndbold til tops
I en tempofyldt kamp blev HC Midtjylland slået med 29-27 i Boxer Herreligaen.
Århus Håndbold er nyt tophold i herrernes håndboldliga, efter at aarhusianerne mandag aften besejrede HC Midtjylland med 29-27 hjemme i Ceres Arena.
Det var fjerde gang i denne sæson, at Erik Veje Rasmussens tropper gik fra banen som vindere, og med otte point klemmer Århus sig ind foran BSV, Skjern og GOG i toppen af Boxer Herreligaen.
I en tempofyldt kamp havde de to hold voldsomme problemer med forsvarsspillet i en første halvleg, der endte 18-17 til hjemmeholdet.
Skytterne fik nærmest frit lejde, og målmændene var prisgivet, mens boldene fløj om ørerne på dem.
Generelt blev det defensive spil dog en smule bedre efter pausen, men østjyderne sørgede for at score tilstrækkeligt med mål til at holde gæsterne på to-tre måls afstand.
HCM-træner Morten Secher tog en timeout otte minutter før tid ved stillingen 27-24 til hjemmeholdet i et sidste forsøg på at komme tilbage.
Hjulpet af en aarhusiansk udvisning lykkedes det da også at få reduceret til 27-28, og så blev det en nervøs afslutning, hvor begge hold brændte store muligheder, inden Henrik Hansen sørgede for en afgørende tomålsføring med et minut igen.
Århus Håndbolds Rune Ohm gjorde sig bemærket med 11 scoringer med sin farlige venstrehånd, og en anden højreback, HCM’s Kasper Gudnitz skød sig med seks scoringer op på en førsteplads på ligaens topscorerliste.
Den håndboldinteresserede del af Aarhus har kronede dage for tiden. Med SK Aarhus i toppen af kvindernes liga, troner Danmarks næststørste by på førstepladsen hos både mænd og kvinder.
/ritzau/