Seahawks på overarbejde i Super Bowl-revanche

Seattles quarterback Russell Wilson (th) fandt sin runningback Marshawn Lynch, som lavede det afgørende touchdown, der sikrede sejren til slut. Foto: Elaine Thompson/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Det var en underholdende og langt mere jævnbyrdig NFL-kamp mellem sidste års Super Bowl-finalister.

I februar vandt Seattle Seahawks en stensikker og ensidig Super Bowl-finale med hele 43-8 over Denver Broncos.

Natten til mandag dansk tid tørnede de to mandskaber sammen i den regulære NFL-sæson, og denne gang var det langt mere jævnbyrdigt og ikke mindst underholdende.

Seattle Seahawks måtte således ud i overtid for at besejre et langt bedre og hårdt kæmpende Denver-mandskab med 26-20.

Seattles dygtige quarterback Russell Wilson fandt sin velspillende runningback Marshawn Lynch, som lavede det afgørende touchdown, der sikrede sejren til slut.

– Det var en formidabel kamp. Det var en krig, siger Wilson ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Gode hold spiller helt til det sidste og finder måder at vinde på. Og det var vi i stand til. Vi kan godt lide de øjeblikke, hvor vi er tvunget til at finde på noget, siger quarterbacken.

Det var blot sjette gang, at Super Bowl-finalister møder hinanden i den efterfølgende sæson i grundspillet.

Hos Broncos havde stjerne-quarterbacken Peyton Manning en god dag med præcise afleveringer til to touchdowns. Det var også nødvendigt, da Mannings tropper kom bagud med 3-17 inden fjerde quarter.

– Kampen begyndte ikke, som vi ønskede. Bagud med to touchdowns blev det lidt endimensionalt, hvilket ikke er, hvad man ønsker mod disse gutter.

– Løbespillet virkede bare ikke for os – og slet ikke da vi kom bagud så stort. Vi var tvunget til at kaste meget, og det fik os til at spille meget ensartet, siger Manning.

Det lykkedes alligevel at få udlignet til 20-20 i fjerde quarter, men Manning nåede aldrig at få bolden i overtiden, og så er det svært at vinde.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS