Se videoen: Mars-raket lettede i andet forsøg
Fredag tog Nasa et stort skridt i sine planer om at bringe mennesker til Mars, da rumkapslen Orion tog med en raket på sin første testflyvning ud i rummet
Nasa-missionen Exploration Flight Test-1 blev fredag skudt i gang fra Cape Canaveral-uftbasen i USA. Her blev rumkapslen Orion for første gang skudt afsted med en raket, der skal flyve den ud i rummet. Opsendelsen skulle egentlig have fundet sted torsdag, men den blev udsat 24 timer på grund af vindforholdene. Opsendelsen lykkedes fredag klokken 07.05 lokal tid – det vil sige klokken 13.05 dansk tid.
Målet med opsendelsen er at teste især sikkerheden på rumkapslen Orion, som efter planen skal bære mennesker længere ud i rummet end nogensinde før. Orion skal bringe mennesker til en asteroide i år 2025, og til Mars på et tidspunkt i 2030’erne.
Raketten Delta IV Heavy er netop nu ved at bære Orion ud i et kredsløb omkring jorden, hvor det når omkring 5.800 kilometer væk fra jorden, før den begynder at vende tilbage mod jorden. Rumkapslen frigøres undervejs fra alle de andre dele af raketten, og efter fire timer og 13 minutter vender Orion tilbage ind i jordens atmosfære med omkring 32.000 kilometer i timen.
Her vil den ekstreme fart skabe ekstrem varme på grund af gnidningsmodstanden mod atmsfæren, og det er blandt andet rumkapslens skjold mod de op mod 2.200 grader celsius, som den vil blive udsat for, som testfyvningen skal afprøve.
Efter omkring fire timer og 23 minutter lander kapslen i Stillehavet omkring 600 kilometer ud for den californiske kyst med fire faldskærme efter sig. Herefter skal amerikanske flådefartøjer finde Orion og fragte den tilbage til USA.