Se video og billeder: Afrikansk vildhund fik hvalp

Foto: Aalborg Zoo.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter at avlsparret i flokken af Aalborg Zoos afrikanske vildhunde i februar 2013 blev skiftet ud, er det nu igen lykkedes at få hvalpe på den nye alfahun i gruppen. De nye hunner kommer fra Borås I Sverige. Hannerne er danske og kommer fra Reepark.

Lørdag gik fødslen i gang hos de afrikanske vildhunde i Aalborg Zoo. Dyrepasserne havde i forvejen klargjort fødehulen i anlæggets kælder, men da fødslen gik i gang i lørdags foregik det midt i åbningstiden, direkte i anlægget, så mange fik sig en fantastisk overraskelse foran de afrikanske vildhundes anlæg, som vidner til den dejlige begivenhed.

– Fødslen gik i gang lørdag morgen og var stadig i gang kl. 15. Vi ved endnu ikke hvor mange hvalpe det er blevet til, men foreløbig har vi talt mellem 5 og 7 hvalpe. En god afrikansk vildhunde tæve som vores i sin bedste alder, kan få kuld på helt op til 20 hvalpe. Af samme grund er det kun alfaparret i flokken der yngler. Hele flokken hjælper med at tage sig af de mange små livlige og sultne hvalpe, siger dyrepasser Frank Thomsen.

Flokken hos vildhunde domineres totalt af lederhunnen også kaldet alfahunnen. Hun bestemmer suverænt alt. Hvem hun danner par med og at det er altid hende, der spiser først. For at understøtte denne naturlige adfærd fodres hundene altid med ét stort stykke kød. Så har alfahunnen lejlighed til at markere sin position ved først at æde sig mæt.

Fødslen i Aalborg Zoo er et vigtigt bidrag til den stadig mindre bestand af den afrikanske vildhund som trues fra flere sider. Oprindelig fandtes den i ca. 35 lande i Afrika nu er der kun kendte bestande i mellem 13 og 15 lande. Fortrinsvis Syd – og Østafrika. Vildhundene bevæger sig frit over landegrænserne, derfor er der svært at være sikker på hvor den findes.

En del vildhunde bliver kørt ned på de veje man etablerer som en del af den nye infrastruktur Afrika så desperat mangler. Når en vildhund jager stopper den ikke pga. et stykke sort asfalt. Dertil er jagtinstinktet alt for stærkt.

Desuden gør den tættere kontakt til mennesker og vores tamhunde, vildhundene mere udsatte for smitte med sygdomme, de ikke kan bekæmpe og derfor dør af. De falder i brønde, når de jager og går i de snarer som jægere sætter for at fange forskelligt hjortevildt. Man regner med, at der er en bestand på bare 3-5500 dyr tilbage inklusiv de dyr der holdes i zoologiske haver verden over.

De nye hvalpe i Aalborg Zoo er derfor et meget kærkommen tilskud til bestanden.

– Da hunnen gemmer ungerne væk her i straten går der stadig nogen tid til ungerne kan ses af vores publikum. Aalborg Zoos hvalpe fordeles igennem det europæiske avlssamarbejde således, at man bevarer den genetiske variation så stor som muligt. På den måde opnår man den sundeste bestand i den genbank dyrene udgør i de zoologiske haver, slutter Frank Thomsen.

Se billeder øverst i artiklen og video nedenunder…

Powered by Labrador CMS