Se og Hør er frifundet i sag om krænkelse af Rigmor Zobel
Rigmor Zobel havde krævet en godtgørelse på 70.000 kroner, fordi hun mente, at Se og Hør havde krænket hende.
Se og Hør går fri for at betale godtgørelse til advokat Rigmor Zobel. Retten på Frederiksberg har fredag frifundet ugebladets chefredaktør, Niels Pinborg.
Rigmor Zobel havde sagsøgt Pinborg, fordi hun mente, at ugebladet i en række artikler havde krænket hende og hendes to børn. Hun havde derfor krævet en godtgørelse på 70.000 kroner.
– Jeg er glad for, at retten er enig med mig i, at man godt må referere fra åbne retsmøder, lyder det fra Niels Pinborg om rettens dom.
Sagen handler ikke kun om krænkelse, men ligeså meget om ytringsfrihed, mener chefredaktøren:
– Og jeg er glad for, at dommeren kan se fornuft i, at når vi har et princip om åbne retsmøder og åben retspleje i Danmark, så kan man ikke begrænse den, fordi nogle kendte mennesker føler sig krænket.
Pinborg i retten første gang
Det er første gang, at Niels Pinborg, der har været chefredaktør på ugebladet i tre år, har været i retten på grund af sit job.
Artiklerne, som Rigmor Zobel fandt krænkende, blev bragt i oktober 2014 i forbindelse med en mindre færdselssag, hvor advokaten blev frikendt. Sagen handlede om, hvorvidt Rigmor Zobel havde kørt i bil med datteren, uden at pigen havde sele på.
Pressenævnet udtalte sidste år sin kritik af ugebladet i forbindelse med samme sag. I en afgørelse fra januar 2015 kritiserede nævnet Se og Hør for blandt andet at have omtalt de to børn i artiklen, selv om forældrene ikke havde givet tilladelse.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at en kendt person har sagsøgt bladet.
For tre år siden fik Anders Lund Madsen eksempelvis tilkendt en godtgørelse på 100.000 kroner. Og i 2010 blev Andrea Rudolph tilkendt 75.000 kroner, fordi bladet havde bragt billeder af tv-værten topløs på en offentlig strand.
Ugebladet har desuden været meget i vælten den seneste tid på grund af en straffesag om misbrug af fortrolige kreditoplysninger om kendte personer.
Aller, der udgiver ugebladet, accepterede en bøde på 10 millioner kroner. Derudover blev to tidligere chefredaktører og flere medarbejdere dømt af Retten i Glostrup.
/ritzau/