Se listen: Er din hund dum som vådt bølgepap?
Der er stor forskel på, hvor gode de forskellige hunde er til at adlyde ordrer
Hvor kloge er vores firbenede venner? Det viser sig, at det kommer meget an på racen.
Hundepsykologen Stanley Coren, der står bag The Intelligence of Dogs, har på baggrund af dybdegående interviews med 199 hundetrænere rangordnet forskellige hunderacer efter, hvor gode de er til at adlyde ordrer.
Det skriver Illustreret Videnskab.
Den klogeste hund
Hvis man har en border collie, så kan man bryste sig af at have den klogeste hund. Border collien ligger nemlig helt i top på listen over de klogeste hunde.
Border collien er opdrættet til at hyrde får og har derfor en beskyttende natur, et højt energi-niveau og en stor lyst til at arbejde for mennesker.
Labradoren, puddelen og golden retrieveren hører også til blandt gruppen med de klogeste.
De hunde, som er havnet i gruppe 1 og altså betragtes som de klogeste, har lært en kommando efter højst fem forsøg og adlyder mindst 95 procent af de gange, kommandoen bliver givet.
Den dummeste hund
Den afghanske mynde indtager den kedelige førsteplads på listen over de dummeste hunde. Den betragtes altså som den dummeste blandt racerne.
I denne gruppe finder man også hunde som beaglen, pekingeseren og den engelske bulldog.
Hundetrænerne var overraskende enige om, hvor lydige de forskellige hunde er, ifølge Stanley Coren.
Men der skal tages højde for, at de enkelte hunde kan være klogere eller dummere end andre hunde af samme race.