Se listen: Årets danske kendisbabyer
De danske kendisser har fået travlt med bleer og sutter i 2020, hvor der har været regulært babyboom.
Det forgangne år vil blive husket som et af de mærkeligste og hårdeste.
Men for en række danske kendisser har det været et helt særligt mindeværdigt år. De har nemlig udvidet familien.
Det gælder skuespillerparret Troels Lyby, som blandt andet er kendt fra “Klassefesten”-filmene, og “Badehotellet”-stjernen Cecilie Stenspil.
I august fik de nemlig deres andet fælles barn, en lille datter. De to mødte hinanden i 2012 og har også sønnen Samuel på to år sammen.
53-årige Troels Lyby havde i forvejen to voksne børn fra et tidligere forhold.
Lille pige
Også et andet skuespillerpar har udvidet familien. I oktober blev Bedrag-skuespillerinden Natalie Madueño og Sygeplejeskolen-stjernen Kasper Dalsgaard nemlig forældre for første gang, da deres lille pige kom til verden.
Det seneste år har der ikke været meget at lave på de skrå brædder, men der har alligevel været nok at se til for musicalstjernerne Maria Lucia og Albin Fredy.
De har nemlig føjet titlen som førstegangsforældre til cv’et. De har fået sønnen Per Fredy, som har fået sit navn efter Maria Lucias afdøde far, Per, samt Albin Fredy. Det har sangerinden afsløret på Instagram.
Far igen
“Et lys i mørket”.
Sådan skrev den 42-årige skuespiller og instruktør Christian Tafdrup på Instagram under coronanedlukningen i marts for at annoncere, at han igen skulle være far.
I august fødte hans kæreste, Natalie Toro Stokholm, deres lille pige, Edie, og dermed blev Cleo på tre år også storesøster.
Vi skal også en tur til musikkens verden.
For Lukas Forchhammer, som er forsanger i det internationale hitband Lukas Graham, er nemlig blevet far til endnu en pige, Billie, sammen med kæresten Rillo Schwartz. I forvejen har parret fireårige Viola.
Også 35-årige Nanne Øland Fabricius – bedre kendt som sangerinden Oh Land – har i år født et lille nyt familiemedlem.
Det er sønnen Ernst, som er hendes første barn sammen med musikerkæresten Adi Zukanovic. I forvejen havde hun sønnen Svend fra sit ægteskab med kunstneren Eske Kath.
Bubber far igen
Det er nok ikke gået din næse forbi, at tv-værten Bubber er blevet far igen.
Det trak nemlig mange overskrifter, da den 56-årige vært pludselig skulle være far til sit fjerde barn – men denne gang altså ikke med sin kone, Christina Ibsen, som han skulle skilles fra efter 28-års ægteskab.
Bubber fik i april sønnen Alfred med sin nye kæreste, Signe Rossing, som mange år tidligere havde ageret barnepige for Bubber og Christina Ibsen.
Bubber blev tidligere på året også morfar. Sammen med Christina Ibsen har han tre voksne børn.
Anden datter
Birgitte Hjort Sørensen, som har været med i DR-dramaet “Borgen” og den internationale hitserie “Game of Thrones”, blev i april mor til sin anden datter. Sammen med kæresten Kristian Ladegaard Pedersen havde skuespillerinden i forvejen datteren Karoline fra august 2018.
Tidligere på året indtog skuespillerinden Julie Christiansen sit livs rolle. Hun og kæresten Benjamin Buza, som er balletdanser, blev nemlig forældre til datteren Evi.
Et navn, som hun ifølge Danmarks Statistik kun deler med 92 andre i Danmark.
Linda P. er kendt som komiker, men i januar kunne hun for første gang smykke sig med titlen som mor. Hun og kæresten Rasmus, som hun i lang tid bare omtalte som bornholmeren, er nemlig blevet forældre til lille Nanna.
Og hun er ikke den eneste på standup-scenen, der har oplevet babylykken i 2020.
Også Christian Geo Heltboe – kendt under komikernavnet Geo – er blevet far for tredje gang.
Det var en lang proces for den 45-årige komiker, som for ti år siden fik konstateret testikelkræft og siden også har været ramt af lungekræft.
– For en mand, der er infertil og lige er blevet far for 17 måneder siden, er det med en ubegribelig stor lykke, at jeg kan fortælle, at lille Saga kom til verden, skrev han i august på Instagram.
Ønskebaby
Det var også en længe ventet ønskebaby, sportsværten Signe Vadgaard og hendes hustru, Cathrine Gjørtsvang Vadgaard, fik i armene i oktober, da parrets datter, Lucca, kom til verden.
– At komme hertil har – som for så mange andre par – været et langt projekt på flere år, der nu endelig ser ud til at lykkes, skrev Signe Vadgaard på Instagram, da hun annoncerede, at parret ventede deres første barn.
Radioværten Nicholas Kawamura og influenceren Trine Kjær har været nødt til at finde en større bolig. De har nemlig skiftet lejligheden ud med eget hus, for i 2020 udvidede de nemlig familien med lille Robin. I 2017 blev de forældre til Roberta.
Lille ny på Bryggen
Også realitystjernen Stephanie “Geggo” Salvarli, som er datter af Linse Kessler, har budt endnu et familiemedlem velkommen. Hun og kæresten Cengiz Mads Salvarli har fået endnu en datter, som har fået navnet Sia. Og dermed er deres fireårige datter Alba altså blevet storesøster.
Dj’en Kato har hittet stort på musikscenen, men for tiden har han mere travlt med at synge vuggeviser og godnatsange.
I juni kunne dj’en og hans forlovede, Marlene Thougaard, endelig byde parrets lille datter, Himalaya, velkommen til verden.
– Vi har forsøgt i fem år, så vi er i ekstase over, at det endelig er vores tur. Vi sender vores dybeste respekt og taknemmelighed til de dygtige mennesker på fertilitetsklinikken i Horsens, som har hjulpet os i mål, skrev han efterfølgende på Instagram.
Mens det var første gang, at han blev var, blev Anders Lund Madsen tidligere på året far for syvende gang.
Fra sit første ægteskab har den 57-årige tv-vært og journalist tre voksne børn.
I sit nuværende ægteskab med vandartisten Karin Prehst Lund Madsen har han nu fire børn.