Se kongehusets smukke farvel til Troels Kløvedal
Kongehuset sendte to kranse til begravelsen.
Torsdag blev Troels Kløvedal begravet fra Holmens Kirke i København.
Før klokken 12 ankom venner, familie og bekendte til kirken.
Ved alteret stod den blå/hvide kiste – foran de to kranse, som kongehuset med Prins Joachim og Prinsesse Marie og kronprinsparrets monogrammer havde sendt.
Deltog ikke
Dronningen selv deltog ikke. Hun havde to nytårskure torsdag; klokken 9.50 tog hun imod gæster i Christian VII’s Palæ på Amalienborg, nemlig Højesteret samt Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregiments officerskorps.
Omkring halvanden time senere – klokken 11.30 – skulle dronningen være vært for endnu en nytårskur, denne gang for det internationale diplomati i Danmark. Det være sig missionschefer og ambassadører og dertilhørende ægtefæller.
På vejen kørte hun forbi Holmens Kirke, hvor hun kunne kaste et blik til begravelsen. Det skriver Se & Hør, der også har et billede af dronningens forbifærd.
Adgang for alle
Der var adgang for alle til begravelsen, men den øverste del var forbeholdt familie og venner.
Det var provst Ejgil Bank Olesen, der forestod begravelsen. Kisten blev kørt til Holmens kirkegård, hvor der var jordpåkastelse.
Var omgivet af familie til det sidste
Troels Kløvedal døde på sin gård i Gravlev på Djursland omgivet af samtlige af sine fem børn og sin kone Else Marie.
– Han sov ind så stille og roligt og fredeligt, som han havde ønsket sig. Og som han havde frygtet, at han ikke skulle komme til, fordi den sygdom godt kan betyde, at man ikke kan trække vejret, har sønnem Mikkel Beha Erichsen tidligere fortalt.
Troels Kløvedal led af den uhelbredelige nervelidelse als og lungesygdommen bronkiektasi. Symptomerne på als mærkede han første gang i februar 2015.
Troels Kløvedal døde 23. december – 75 år gammel.