Se her: Sådan skræmmer du cykeltyven væk

En undersøgelse fra Alm. Brand viser, at en ekstra kædelås forhindrer mange cykeltyverier.

En ekstra kædelås – så er risikoen for, at din cykel bliver stjålet langt mindre. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis din cykel kun har cyklens egen lås, er der fire gange så stor risiko for, at cyklen bliver stjålet, end hvis den har en ekstra kædelås. Det viser et eksperiment ifølge forsikringsselskabet Alm. Brand.

Eksperimentet er udført sammen med over 3800 cyklister i hele landet. Lidt over 1300 af dem fik en ekstra kædelås på cyklen, mens de resterende cirka 2500 cykler nøjedes med den lås, der i forvejen var på cyklen.

Blandt cyklerne med kædelås oplevede 1,4 procent at få deres cykel stjålet, mens det for den modsatte gruppe var 5,4 procent, der fik nappet den tohjulede.

– Vi er både glade og overraskede over den markante forskel, kædelåsen har gjort. Den har sparet mange for at få stjålet deres cykel og de frustrationer, der følger med, siger Brian Wahl Olsen, der er skadedirektør i Alm. Brand.

Trecifret millionbeløb

Han har en klar interesse i at få nedbragt antallet af cykeltyverier. Ifølge Alm. Brand bruger branchen hvert år et trecifret millionbeløb på at erstatte cykler, der bliver stjålet.

– Jeg kan kun opfordre til at låse cyklen fast til noget, både når den står derhjemme eller ved en station og lignende. Er kæden for tung at transportere, så hav låsen hængende der, hvor du normalt parkerer din cykel, siger Brian Wahl Olsen.

– Vi kan ikke undgå cykeltyveri. Men vi ser her, at vi med få midler kan gøre en forskel. Jeg mener, at der fra offentlig side bør tænkes flere og bedre initiativer ind, der gør det nemmere at være cyklist i Danmark og samtidig gør det svært at være cykeltyv.

Racere og mountainbikes

Eksperimentet viser også, at det særligt er racercykler og mountainbikes, der bliver stjålet. Mængden af cykeltyverier gør, at flere end seks af ti cykelejere har haft deres cykel i mindre end fire år.

En anden konklusion fra Alm. Brand er, at 90 procent af de stjålne cykler er låst, når de bliver stjålet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS