Se her: Prins Harry dater kendt amerikansk skuespillerinde
Prinsen lader til at være vild med den smukke skuespillerinde Meghan Markle. Kan du genkende hende?
Mød prins Harrys nye “crush”. Den heldige er den smukke skuespillerinde Meghan Markle, der blandt andet er kendt for sin rolle i tv-serien Suits. Det skriver det engelske medie Daily Mail.
Udover at være skuespillerinde er Meghan også kendt som forfatter, humanitær arbejder, og for nyligt kunne hun også tilføje modedesigner til listen. Så skulle hun blive inviteret til te på Buckingham Palace, er der masser at tale om.
Første brunette i rækken
Parret er blevet forbundet i medierne, efter de er blevet set have det nøjagtig samme blå armbånd på. Den smukke skuespillerinde vil, hvis rygterne er sande, være den første brunette i rækken af Harrys kærester.
Den 35-årige skuespillerende fra Los Angeles er i modsætning til mange af prinsens tidligere erobringer usædvanlig åben omkring sit privatliv. Hun har blandt andet lagt mere end 2000 billeder på Instagram, hvor hun har mere end en million følgere. Hun har også sin egen blog, der hedder The Tig: Opkaldt efter hendes yndlingsvin – italienske Tignanello.
Ligesom sin karakter i serien Suits er Meghans baggrund blandet. Hendes mor er afroamerikaner. Hun plejede at være rejsearrangør, men er nu yogainstruktør. Hendes far er tidligere chef-fotograf og har blandt andet arbejdet med den amerikanske komedieserie Married With Children. Kendt her hjemme som Vore Værste År.
Hendes tip-tip oldefar var en slave, der tog navnet Wisdom, da slaveriet blev udryddet i Amerika.
Meghan har da også en romantisk side. På sin blog skriver hun rørende omkring sine forældres ægteskab:
– Jeg vil gerne tro, at han var tiltrukket af hendes søde øjne og hendes afro samt deres kærlighed for antikviteter. Hvad det end var, så giftede de sig og fik mig.