Se ham her: Politiet efterlyser Kiwi-røver

Politiet efterlyser denne mand i forbindelse med et røveri mod Kiwi i Sønderborg. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Offentliggjort Sidst opdateret

En maskeret mand røvede fredag den 6. marts Kiwi Supermarked i Sønderborg. Politiet beder nu offentligheden om hjælp

Fredag den 6. marts i år klokken 20.26 kom en maskeret mand ind i Kiwi supermarkedet på Ringbakken 2 i Sønderborg. Med en kniv truede han ekspedienten, og derefter tog han selv kassen og løb med den og indholdet.
Manden beskrives som dansktalende, 175-180 cm høj og slank/almindelig af bygning. Manden var maskeret med blåt tøjstykke for ansigtet og iført en hættetrøje eller jakke med hvid skrift på den forreste af hætten.

På venstre arm et formentligt hvidt logo, sorte arbejdsbukser med en grå kant på højre baglomme og en grå lomme formentlig til tommestok eller mobil på højre ben. Han var iført sorte sportssko med hvid sål.
Han havde en blå Rema1000 plastpose med og løb væk fra Kiwi supermarkedet i ukendt retning.

Mener du at kende noget til røveriet og måske genkende røveren eller hans påklædning, så kontakt Lokalpolitiet i Sønderborg på telefon 1-1-4.

Powered by Labrador CMS