Se diamanten, der koster 153 millioner

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En særlig klar diamant indbragte en mindre formue på auktion

– Den er så gennemsigtig, at jeg kun kan sammenligne det med en pool med vand, siger Sotheby’s diamantekspert

Et “perfekt” eksemplar af en diamant er tirsdag aften blevet solgt for 22,1 millioner dollar på en auktion i New York.

Beløbet svarer til 153 millioner danske kroner, og for det får man en klassiskslebet 100 karat hvid diamant på størrelse med en valnød.

En anonym køber indtelefonerede sit bud under auktionen hos auktionshuset Sotheby’s, der havde sat vurderingen af stenen til mellem 19 og 25 millioner dollar.

– Farven er hvidere end hvid. Den er komplet fejlfri og så gennemsigtig, at jeg kun kan sammenligne det med en pool med vand, siger Gary Schuler, diamantekspert hos det berømte auktionshus.

Oprindeligt vejede ædelstenen, der er udvundet i en mine i Sydafrika, over 200 karat, men sælgeren har brugt det seneste år på at slibe og polere den til en perfekt smaragd-formet diamant.

I løbet af de seneste 25 år er der kun blevet solgt seks hvide diamanter på 100 karat eller derover. Rekorden på 118,28 karat stammer fra 2013, hvor en hvid diamant fik et hammerslag på 30,6 millioner dollar i Hongkong.

Hvide diamanter overgås på auktioner normalt af lyserøde diamanter. Den fejlfrie lyserøde diamant “Pink Star” satte i 2013 alle tiders verdensrekord, da den i Genève blev afhændet for 83,02 millioner dollar.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS