Se billederne: Wozniacki knust af Serena i US Open-finalen

Det lykkedes ikke Caroline Wozniacki at vinde US Open i år. Foto: Getty Images.
Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Caroline Wozniacki skulle have nogen som helst chancer for at vinde sin første grand slam-turnering i US Open-finalen, skulle den danske tennisspiller spille op til det bedste, hun nogensinde har gjort, samtidig med at modstanderen skulle ramme en mindre god dag.

Mindre kunne ikke gøre det, for på den anden side af nettet stod ingen ringere end en af tiden bedste spillere i form af Serena Williams. En spiller, som i en alder af 32 år har vundet vundet hele 17 grand slams, heraf fem af dem i netop US Open.

Søndag aften kunne den amerikanske verdensetter så tilføje endnu en flot skalp, og det var desværre for Caroline Wozniacki en dansk af slagsen. Med cifrene 6-3, 6-3 viste Serena Williams ingen nåde over for Caroline Wozniacki, og det kraftfulde og varierende spil fra amerikaneren overmatchede som så ofte før danskerens force i baglinjespillet.

– For det første vil jeg gerne sige tillykke til Serena Williams. Du fortjente virkelig sejren i dag. Du spillede bedre end mig og er en utrolig mester. Du er en stor inspiration for – både på og uden for banen. Du er en utrolig veninde, og du skylder i den grad drinks senere, sagde Caroline Wozniacki efter kampen.

– Jeg vil også gerne takke tilskuerne for at være fantastiske i de her to uger. I har alle støttet mig gennem alt, og jeg vil gerne takke jer mange gange for at komme herud og støtte os. De ville ikke have været det samme uden jer.

– Jeg vil også gerne takke mine forældre, hele mit hold, mine venner og alle derhjemme. Tak fordi, I altid støtter mig. Jeg vil også gerne takke alle omkring turneringen, og jeg glæder mig til at vende tilbage til næste år.

Finalekampen var møde nummer 10 mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams, og det niende danske nederlag kunne der ikke indvendes det mindste imod, for Serena Williams var oplagt og dominerede finalen på Arthur Ashe Stadium.  Caroline Wozniacki derimod begyndte kampen nervøst, og allerede i sit første serveparti blev danskeren brudt, efter hun havde lavet to dobbeltfejl. Lige som man skulle tro, at det ikke betød det store, fordi Serena Williams også lavede fejl, så de fulgtes ad til 3-2, hvoraf spillerne brød hinanden i de fire sæt, fik Williams styr på kampen og vandt overbevisende det første sæt.

Det blev bedst illustreret ved, at Serena Williams slog 15 vinderslag mod kun ét fra Carolina Wozniacki.

Wozniacki, der i 2009 tabte den eneste grand slam-finale, hun før kampen havde deltaget i på samme bane, kom også skidt i gang med det andet sæt, da hun blev brudt allerede i første parti, og det så ud til, at kampen ville få en hurtig afgørelse, da Williams både brillerede i åbent spil og ikke mindst med en hård og præcis serv.

Danskeren fik dog brudt tilbage til stillingen 1-2 på flot fight, og samme viljestyrke kom til sit bedste udtryk, da hun spillede sit bedste parti ved at vinde det rent til 3-4.

Tilbage stod dog, at Caroline Wozniacki havde brug for endnu et servebrud, og danskeren måtte angribe sin modstander for at gøre noget uventet. Ved stillingen 3-5 fik tilskuerne så den flotteste bold at se, da den røg over nettet 26 gange, men der var ikke meget at stille op, og Wozniacki måtte kapitulere over for sin veninde.

Dermed vandt Serena Williams dette års US Open uden overhovedet at afgive et sæt, mens Caroline Wozniacki kan glæde sig over at være tilbage til tennistoppen.

Powered by Labrador CMS