Se billederne: Verdenskendt troldmand æres
Onsdag blev en noget særlig statue afsløret.
Når man tænker på statuer, forestiller de oftest personer, som har markeret sig ved at have udrettet noget stort.
I Danmark er det ofte konger, dronninger og krigshelte, der hyldes med en statue. I få tilfælde er det også sportsstjerner, skuespillere eller store musikere.
Men en troldmand. Det er endnu ikke sket i Danmark.
Onsdag blev en skulptur af måske den bedst kendte troldmand nogensinde afsløret, skriver mediet Time Out.
På Leicester Square i London pryder en flyvende troldmand nu pladsen foran biografen. Og det er da også fra filmenes eller bøgernes verden, at troldmanden er bedst kendt.
Det er nemlig selveste Harry Potter, der er blevet lavet en statue af.
Statuen er en del af flere statuer, der er sat op i området. De har alle en filmisk sammenhæng, og det kaldes derfor Scenes in the Square (Scener på torvet red.).
Foruden Harry Potter findes der allerede en af Mary Poppins, Mr. Bean og Paddington Bjørn.
Statuen forestiller troldmanden Harry Potter i sin første Quidditch-kamp på Hogwarts. Den er ligesom de øvrige skulpturer lavet i bronze.
Placeringen er helt særlig, for i biografen som Harry Potter-statuen står foran, havde filmen sin første premiere i 2001.