Se billederne: Thorning besøger Bilka i Ishøj
Personer med anden etnisk baggrund skal ikke kun på sprogskole, men også ud på arbejdsmarkedet, siger Thorning
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fulgte mandag op på sin nytårstale med et besøg i Bilka i Ishøj.
Her arbejder man målrettet med at integrere indvandrere på arbejdspladsen, og besøget ligger dermed i tråd med, at statsministeren i sin nytårstale lagde op til, at flygtninge og indvandrere fremover skal arbejde for kontanthjælpen.
– Jeg mener, at det er vejen frem, at nogle af de store forretninger, vi har i Danmark, og nogle af de store rengøringsvirksomheder påtager sig en integrationsopgave. Det gør Bilka, og det er en af grundene til, at jeg gerne ville komme her i dag og høre, hvordan man konkret gør, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun har selv som ung arbejdet i grillbaren i Bilka i Ishøj, hvor omkring en tredjedel af de ansatte, der er i dag, er af anden etnisk baggrund.
Under besøget talte statsministeren både med ansatte og ledere i Bilka og fik på den baggrund dannet sig et indtryk af, hvordan medarbejdere, der kommer til Danmark fra andre lande, bliver integreret i butikskæden:
– Det her er et godt eksempel på, at mennesker med anden etnisk baggrund ikke bare skal i sprogskole, men også ud på arbejdsmarkedet for at blive en del af det danske samfund.
– Her i Bilka kommer de to tre dage om ugen. samtidig med at de går i sprogskole, siger Helle Thorning-Schmidt.
I sin nytårstale lagde Helle Thorning-Schmidt op til, at flygtninge skal i nyttejob, hvis de er på kontanthjælp og ikke kan finde sig et rigtig job, som i Bilka. Nyttejob kan eksempelvis være at rydde op på en strand eller reparere ødelagt lejetøj i en børnehave.
– Det bedste er et rigtigt job. Det er bedre end nyttejob og aktivering. Vores ønske er, at alle kan få et helt almindeligt job.
– Men nogle har vanskeligt ved det, og til dem siger vi, at man skal have et nyttejob, så man kommer ud af sin lejlighed og deltager i samfundet, siger Helle Thorning-Schmidt.
Besøget kommer, samtidig med at statsministeren er frontfigur for store socialdemokratiske annoncer i landets aviser, hvor hun lover at passe på “Det Danmark du kender”.
/ritzau/