Se billederne: Stephen Kinnock valgt til det britiske parlament

Foto: Rebecca Naden/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Stephen Kinnock, statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mand, er blevet valgt ind i det britiske parlament, oplyser BBC.

Men statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mand erkender, at selvom han har hevet et mandat i land for Labour, står partiet til et overraskende skidt valg.

– Jeg vil ikke drage forhastede konklusioner, men jeg medgiver, at tingene ikke ser helt så gode ud. Mange ting kan stadig nå at ændre sig. Men nøglen nu er at smøge ærmerne op og arbejde hårdt allerede næste uge, hvis vi kommer i opposition, siger han til BBC Wales.

Stephen Kinnock vandt sit parlamentsmandat i valgkredsen Aberavon i Wales, og han er overbevist om, at lederen for det skotske nationalistparti SNP, Nicola Sturgeon, bærer en del af skylden for Labours tilbagegang i Storbritannien.

– Hvad gik galt? Jeg tror, at Nicola Sturgeon gik galt, siger Kinnock og henviser til, at “myten” om Labours mulige koalition med det skotske parti har “skræmt mange engelske vælgere.”

– Det (Det Konservative Parti fremgang, red.) har direkte forbindelser til skræmmekampagnen om SNP-samarbejdet. Jeg tror helt ærligt, at det er resultatet af en negativ kampagne, siger statsministerens mand til BBC.

Helle var taget med

Helle Thorning-Schmidt var på forhånd rejst til Wales for at være sammen med sin mand forud for Kinnocks valgsejr.

Hun er “stolt” og “glad”, siger hun til TV2 News. Hun siger samtidig, at Stephen Kinnocks nye udfordringer i det britiske parlament ikke kommer til at betyde noget for Danmark.

Powered by Labrador CMS