Se billederne: Sker først igen om 10 år
Tusindvis af mænd gennemgik en vigtig transformation.
Én gang i et årti gennemgår tusindvis af mænd et ritual, hvor de transformeres fra Moran (krigere) til Mzee (ældre). Der er tale om det afrikanske Masai-folk, og Reuters skriver, at ceremonien bliver afholdt i denne uge.
15.000 mænd, fra blandt andet Kenya, mødtes i bakkerne ved Maparasha, og som en del af festlighederne blev der spist 3000 tyre og 30.000 geder og får.
Reuters skriver, at ceremonien altid finder sted ved Maparasha, men i år var alt ikke som normalt. Egentlig skulle ceremonien allerede have fundet sted i marts, men covid-19-pandemien gjorde, at man ventede til september.
Gav en hånd
Foruden de mange mænd, der skulle gennem ritualet, var der også mødt en masse andre op for at hjælpe til.
Kvinder sang, og ældre mænd velsignede de unge, og på den måde kom blandt andet 34-årige Stephen Seriamu Sarbabi gennem ceremonien.
– Nu får jeg mere ansvar for fællesskabet, siger Stephen Seriamu Sarbabi til Reuters.
Du kan i galleriet til denne artikel se billeder fra festlighederne.