Se billederne: Queen indtog Boxen
Queen gav søndag aften koncert i Herning med “American Idol”-stjerne som forsanger
Søndag aften gik nogle af rockens helt store koryfæer på scenen i Boxen i Herning, da Queen gav koncert. Guitaristen Brian May og trommeslager Roger Taylor, der begge er i tresserne, turnerer lige nu rundt med de bunkevis af gamle Queen-hits, som bandet producerede ind til forsanger Freddie Mercury døde i 1991.
I Freddie Mercurys fravær har Queen hentet sangeren Adam Lambert ind, og det er et godt valg, mener BT’s anmelder Jan Eriksen.
– Næsten præcis samtidig med, at Danmark tændte for sidste afsnit af ‘Arvingerne’, trådte en helt anden arving ind på scenen i Jyske Bank Boxen i Herning. Den spraglede amerikanske sanger og skuespiller, Adam Lambert (bl.a. kendt fra ‘American Idol’) , har påtaget sig den principielt umulige opgave at lege Freddie Mercury i Queen, skriver Jan Eriksen på bt.dk.
Han giver koncerten fem ud af seks stjerner og har masser af rosende ord til især Brian Mays guitarspil og Adam Lamberts vokalpræstation.
– Queens Adam Lambert har Freddie Factor. Hverken mere eller mindre, lyder vurderingen fra anmelderen, der dog samtidig slår fast, at det er umuligt helt at fylde Freddie Mercurys sko.
I billedgalleriet ovenfor kan du opleve lidt af stemningen fra koncerten.