Se billederne: Olesen stopper sejrstørke og vinder i Australien
Golfspilleren Thorbjørn Olesen vandt natten til søndag dansk tid Europa Tour-turneringen Perth International i Australien.
Sejren til den 24-årige dansker er den første i to år, siden han triumferede i 2012 i Sicilian Open i Italien. Men nu er Thorbjørn Olesen tilbage i sejrsporet, da han vandt i Australien i alt 271 slag.
Danskeren havde en føring på tre slag inden turneringens sidste runde, men blev presset hårdt af franske Victor Dubuisson til det sidste. Thorbjørn Olesen har dog været et niveau over alle andre i turneringen, hvor han i en tidligere runde satte ny banerekord.
Sejren markerer således en oprejsning for Thorbjørn Olesen, der buldrede ind på den internationale golfscene for et par sæsoner siden, hvor der hurtigt blev stillet høje forventninger og håb om flere turneringssejre.
Men siden hans første sejr på Europa Tour i Italien har Thorbjørn Olesen ikke formået at vinde, men den sejrstørke er altså slut nu.
Dermed er Thorbjørn Olesen igen tilbage i sporet af danske Thomas Bjørn, som er landets mest vindende spiller på Europa Tour med 15 sejre.