Se billederne: Okore og Aston Villa stoppede Uniteds sejrsstime

Foto: Adrian Dennis.
Offentliggjort Sidst opdateret

Jores Okore var endnu engang en banens bedste, da Aston Villa skabte store problemer for et selvtillidsfuldt Manchester United-hold. Kampen endte 1-1, og United smed derfor point for første gang i syv kampe.

Den danske forsvarsspiller fik for sjette kamp i træk fuld spilletid for Aston Villa, og meget tyder på, at hans manager, Paul Lambert, har tænkt sig at fortsætte med det. Anfører Ron Vlaar var nemlig vendt tilbage fra en skade, og det fik Lambert til at stille op med et tremandsforsvar bestående af Clark, Vlaar og Okore. Og den konstellation fungerede glimrende for Birmingham-klubben.

Aston Villa kom stik imod spil og chancer foran i første halvleg, da Christian Benteke på elegant vis fra kanten af feltet krøllede bolden over i det lange hjørne. Okore og co. kæmpede bravt for at holde United fra scoringer, men kort inde i anden halvleg headede Radamel Falcao det udlignende mål i kassen på et oplæg af Ashley Young.

Efter godt og vel en times spil blev Aston Villa reduceret til 10 mand, da Gabriel Agbonlahor blev udvist efter en noget tvivlsom kendelse. Det var dog alligevel hjemmeholdet, der havde de største chancer i den resterende del af kampen. Men det lykkedes hverken Aston Villa eller United at få lavet det sejrsgivende mål.

Med pointdelingen har Aston Villa nu 20 point for 17 kampe, hvilket giver dem en placering som nummer 12. United ligger på tredjepladsen med 32 point ligeledes for 17 kampe.

Powered by Labrador CMS