Se billederne: Julen trækker folk i Den Gamle By

Foto: René Lind Gammelmark
Offentliggjort Sidst opdateret

Den Gamle By i Aarhus har haft rigtig mange besøgende i år, og det er især i julen, at folk strømmer til for at komme tilbage i tiden

122.000 mennesker har ind til videre lagt vejen forbi Den Gamle By i Aarhus siden friluftsmuseet slog dørene op til julesæsonen den 15. november. Og faktisk har der indtil nu været 9.000 flere besøgende i Den Gamle By end på samme tidspunkt sidste år, som ellers slog museets besøgrekord.

Vores fotograf var sidste weekend også på besøg, og klokken 10, da han ankom var der en meget lang kø ved indgangen.

Rundt i de gamle huse var der forskellige udstillinger, nogle af dem var inspireret af julen, andre steder kunne man købe klejner, og meget mere ved de udendørs boder. I den nyeste del af Den Gamle By, 1974-kvarteret, som blandt andet består af bager, købmand, frisør, radioforretning og fotoforretning, var der også mange mennesker. Da fotografen var inde i både købmandsbutikken og radiobutikken, var der fyldt godt op.

Merete Pallesen, der er pressemedarbejder i Den Gamle By fortæller, at vejret har hjulpet Den Gamle by godt på vej.

– Det har jo været mildt, så det er jo godt for os, siger hun.

I både 2011 og 2012 holdt stride snestorme mange besøgende væk i julen, som er Den Gamle Bys absolutte højsæson.

– Heldigvis for os er det nok en tradition for mange, at de skal i Den Gamle By, når det er jul, siger Merete Pallesen.

Hun mener, at folk især kommer at komme væk fra juleræset til et sted, hvor man virkelig kan nyde, at der er hygge og fred og ro.

Den Gamle By har i år en særudstilling om DR’s julekalendre gennem tiden. Her kan man se papkalendrene fra samtlige år, og man kan se kostumer og rekvisitter fra mange af de populære julekalendre, der er rullet over skærmene igennem året.

Den Gamle By har juleåbent frem til fredag den 2. januar.

Powered by Labrador CMS