Se billederne: 30 sæsoner med hele Danmarks Høvding Langøre

I 30 år har han bagt snobrød og tryllebundet børn med sine historier fra indianerlejren i Legoland. 62-årige Jan Friborg alias Høvding Langøre ser tilbage på sin tid som indianerhøvding med stor glæde.

– Selv en dag som i dag, hvor det regner, har jeg aldrig været ked af at komme på arbejde. Hver dag er en udfordring med nye gæster og nye ansigter.

Jan Friborg, bedre kendt som Høvding Langøre, bladrer i en tyk scrapbog, der rummer minder fra årene som høvding i Danmarks nok mest kendte indianerlejr. Han stopper ved et billede af en meget ung indianerhøvding omringet af en masse glade gæster.

– Det her er fra min første uge som indianer, fortæller han.

Ud over at det er en lidt yngre udgave af den Høvding, man i dag kan hilse på i Legoland, så er alt andet stort set uændret. Uniformen ser ud på samme måde, ansigtstrækkene er præcis de samme og børnene er stadig tryllebundne af Indianerhøvdingen med den mægtige fjerpagt, nøjagtig som de var tilbage i 1984.

Fra ponyridning til Indianerlejr

I 30 sæsoner har Jan Friborg optaget børn i sin stamme og givet dem sjove indianernavne som ”Modige Høstak” og ”Lille Bøffel”. Dengang lå lejren dog ved scenen, hvor der i dag afholdes Westernaftener i Legoland, mens der var ponyridning på pladsen, hvor høvdingen i dag holder til sammen med sine hjælpere.

– Det har været sjovt at være vidne til den udvikling, der er sket gennem de sidste 30 år. Da jeg startede, var det mere Wild West. Der var ingen asfalt. Der var grus, man skulle sparke sig igennem, lige som ude på prærien. Og så kørte en diligence rundt med heste spændt for. Når det regnede, stod der vand ind på gulvet i min lille interimistiske indianerhytte, hvor der lige netop var plads til en fryser til at opbevare snobrødene. I dag er forholdene noget finere, griner Jan Friborg.

Selv om de fysiske rammer har ændret sig, i takt med at flere forlystelser er kommet til, mener han ikke, der er den store forskel på at være høvding i dag og dengang.

– Det er de samme rare børn. De virker taknemmelige og glade, og jeg har fornemmelsen af, at de får en kanon oplevelse, og det er jo det, vi er her for, siger Jan Friborg og får pludselig øje på en pige, der tidligere har hjulpet ham i indianerlejren:

– Hende der står der, hun har været indianerpige for ti år siden. Hun har tre børn nu, siger han og regner frem til, at han har haft mere end 200 indianer squaws til at hjælpe sig i årenes løb.

Indianer søges, der kan tænde bål i regnvejr

Jobbet som høvding er ikke, som job er flest, alligevel begyndte det med et helt almindeligt jobopslag.

– Jeg læste avisen, og her så jeg, at Legoland søgte en indianer, der kunne tænde bål op i regnvejr og tale indianersprog. Jeg tænkte, at det var da lige noget for mig, fortæller Jan Friborg.

Siden har han været hele Danmarks yndlingsindianer og er nærmest blevet en institution i Legoland. Og han indrømmer da også, at det forpligter, når familier eksempelvis ringer på forhånd for at tjekke, at Høvdingen nu også er på arbejde.

– Når jeg først har fået mine fjer på, så ser man ikke en høvding, der står og hænger. Folk forventer, at jeg kommer med en sjov kommentar og er opmærksom. Og heldigvis så er jeg ret god til at læse situationen og finde på noget impulsivt, siger Jan Friborg.

Og meget apropos spørger en gæst i samme øjeblik netop, om Langøre har ferie. Det har han ikke. Om lidt skal han igen være på og finde smilene frem hos de mange børn, der forventningsfuldt glæder sig til at bage snobrød og ride på høvdingens heste.

Når anden generation skal have fjer på hovedet

Det er netop glæden ved at tale med andre mennesker og at gøre en forskel, der får Jan Friborg til at vende tilbage sæson efter sæson. Og så varmer det helt ned i maven, når forældre, der selv besøgte høvdingen som barn, vender tilbage efter mange år med deres egne børn.

– Somme tider oplever jeg, at en mor kommer og siger: Jeg var her i juni måned 1991, og nu skal du se et billede’, og så viser hun et billede af en lille pige med en fjer på hovedet sammen med mig. Det gør mig glad og stolt, for havde det ikke været en god oplevelse, var de jo ikke kommet igen.