Se billederne: 12 meter lang kaskelothval strandet

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den er i stærk forrådnelse, men det gør ikke kaskelothvalen, der er strandet i vandkanten ved Sønderho på Fanø, mindre spændende.

»Det er et mytisk dyr. Du kommer helt tæt på. Jeg er helt sikker på, at fascinationen skyldes, at det er havdyr, som vi ikke normalt kan se, det er ukendte kæmper. Vi oplever dem kun på CNN, og når de strander, får vi muligheden for at komme helt tæt på kæmpestore dyr, som lever i dybet,« siger naturvejleder Marco Brodde, som var en af de første personer på stedet, til jv.dk.

Hvalen strandende onsdag, og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg er i færd med at redde, hvad reddes kan fra kadaveret – nemlig hvalens tænder og kæbe. Og så er det Skov- og Naturstyrelsens opgave, at fjerne det resterende af den 12 meter lange hval torsdag, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge JydskeVestkysten får strandede hvaler sjældent lov til at gå i forrådnelse i fred, når de rammer dansk grund. 10.000 tilskuere besøgte blandt andet flokken af kaskelotter, der strandede på Vestkysten i oktober sidste år.

Man skal da heller ikke vente i evigheder for at opleve de store dyr på tæt hånd. Fra 1984 til 2004 strandede i alt 43 hvaler i Vadehavet og på den jyske vestkyst.

 

BNB

Powered by Labrador CMS