Se billeder: Stram Kurs-demo fortsatte efter uro
Politiet stoppede lørdag eftermiddag Stram Kurs-demonstration efter uro. Lørdag aften er der ny demonstration.
Lørdag demonstrerede Stram Kurs og partileder Rasmus Paludan i Korsør, og det udviklede sig ifølge politiet så voldsomt, at demonstrationen måtte opløses.
En gruppe på 100-150 personer mødte op uden at have ansøgt om moddemonstration, da Stram Kurs var i gang med at demonstrere på Motalavej i Korsør, skriver B.T.
Og da der blandt andet blev kastet ting mod politiet, måtte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opløse forsamlingen og stoppe demonstrationen af hensyn til alles sikkerhed, fortalte politiinspektør Kim Kliver til B.T. tidligere på dagen.
– Det udviklede sig i en uheldig og uacceptabel retning, sagde Kim Kliver til avisen.
Balladen havde dog tilsyneladende ikke afskrækket Stram Kurs, der igen demonstrerede sent lørdag aften i Korsør.
Kim Kliver bekræfter, at Rasmus Paludan lørdag aften var i gang med en ny demonstration, og at politiet var til stede.
Partilederen informerede også selv om begivenheden i et opslag på sin Facebook-profil.
Men lørdag klokken 22.50 er demonstration slut. Ifølge politiet forløb den noget roligere end tidligere på dagen.
Stram Kurs har her til aften holdt endnu en demonstration på Nankes Plads i Korsør. Den er nu slut. Udover lidt råben er det forløbet rimeligt fredeligt #politidk
— Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (@SSJ_LFPoliti) May 16, 2020
– Udover lidt råben er det forløbet rimelig fredeligt, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.