Scorer stor VM-tjans
Nicklas Bendtner indtager rollen som ekspert under slutrunden
Man vil kunne opleve Nicklas Bendtner som VM-ekspert på Ekstra Bladet, når den kommende slutrunde løber af stablen.
Og Bendtner kommer ikke til at lægge fingre imellem, når der fældes dom over Kasper Hjulmands mandskab.
Det fastslår han over for Ekstra Bladet.
- I kommer til at se en person, som er ærlig, og som kommer til at sige sin mening - lidt ligesom, jeg altid har gjort, lyder det.
Tør godt kritisere
Da den tidligere landsholdsspiller, der har scoret 30 mål i 81 landsholdskampe, bliver spurgt, om han tør kritisere sine kammaerater, så er svaret ja.
Det handler om at kunne argumentere for, hvorfor spilleren er dårlig, og tage højde for, hvilke betingelser han har haft, forklarer han.
Som VM-ekspert vil Nicklas Bendtner også give et unikt indblik i, hvordan det er at være en del af landsholdet til en slutrunde, ligesom han vil dele historier om de aktuelle spillere.