Scorer nyt job

I forbindelse med jobskiftet flytter korrespondent Philip Khokhar til Istanbul

Philip Khokhar skal være Mellemøst- og Sydasien-korrespondent for DR.
Philip Khokhar skal være Mellemøst- og Sydasien-korrespondent for DR.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter næsten ét årti i Asien, venter der nu et nyt eventyr for DR's korrespondent Philip Khokhar. 

Senere på året flytter han nemlig til Istanbul, hvorfra han skal være Mellemøst- og Sydasien-korrespondent for DR.

Korrespondenten har tilbragt mange år i Asien. Han kom til Beijing i 2014 og til Shanghai i 2019.

"Årene har været fantastiske og hæsblæsende. Et selvsikkert Kina på vej, et truende Nordkorea, demokratiets nedtur i Hongkong, pandemien, pres fra myndigheder, karantæner, Talebans sejr og meget mere," fortæller Philip Khokhar på Facebook.

Vender tilbage

DR-korrespondenten ville ikke være årene i Asien foruden, men i sommer kunne han mærke, at tiden var inde til forandring.

"Jeg har holdt fri en periode, og blandt andet besøgt Istanbul, men jeg vender snart tilbage til Kina for at tage ordentligt afsked med byen og gode venner, hvis restriktioner og flyforbindelser fortsat tillader det," skriver han i opslaget.

Afdød far glædede sig

Philip Khokhar mistede sin far tilbage i januar.

"Min far vidste, at jeg skulle til Istanbul, og han glædede sig til at genbesøge byen, som han kendte så godt. Hans ånd var altid at søge oplevelserne, og derfor holder jeg fast i beslutningen," fortæller han videre.

Sideløbende med jobbet har korrespondenten planer om at skrive en bog, som han arbejder på, færdig. 

"Jeg glæder mig til det hele!" lyder det.

Powered by Labrador CMS