Scorer ny værtstjans
Danish Music Awards har skippet tv-transmissionen til fordel for en eksklusiv prisfest, som P4-profilen Sara Bro skal være vært ved
For 33. gang skal cremen af dansk musik hyldes og hædres med uddelingen af Danish Music Awards.
Festlighederne foregår i Moltkes Palæ i hjertet af København den 3. november med DR-profilen Sara Bro som showets vært.
Det oplyser musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi Danmark, i en pressemeddelelse.
- Sara Bro har været tæt på dansk musik i det meste af sin karriere, hun er topprofessionel, og så er hun helt sin egen.
- Med andre ord kunne jeg ikke forestille mig en bedre vært til et Danish Music Awards i nye rammer, siger lederen af DMA-Akademiet, Lasse Lindholm, i en pressemeddelelse.
Eksklusiv prisfest
For modsat foregående år er de snurrende kameraer skiftet ud med en eksklusiv prisfest for branchen.
Danish Music Awards meddelte tidligere i år, at man ville vende den traditionelle tv-transmission ryggen og i stedet skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede artister.
Af samme grund bliver selve prisuddelingen ikke vist på tv i år.
Kan følges på sociale medier
Men på de sociale medier vil der være rig mulighed for at følge aftenens forløb, forsikrer musikselskabernes brancheorganisation, Ifpi, som arrangerer Danish Music Awards.
Ved årets prisfest skal der uddeles 12 statuetter. Herunder til Årets Danske Album, Årets Danske Gruppe, Årets Danske Solist, Årets Danske Radiohit og Årets Danske Streaminghit.
Herudover uddeles den prestigefulde Danish Music Awards' Ærespris til en eller flere danske artister, som har sat et umiskendeligt aftryk på dansk musik.
Det er et særligt DMA-Akademi bestående af to mænd og fire kvinder fra musikbranchen, som udpeger størstedelen af de nominerede og vinderne.