Scorer kassen på smart skattefinte
Den tidligere statsminister har lånt et stort beløb af sit britiske selskab. Det må man ikke i Danmark
Når man vil undgå at betale skat, kan det godt svare sig at låne penge af sit firma, hvis man bor i England. Den skattefinte har Danmarks tidligere statsminister benyttet sig af.
Som virksomhedsejer har Helle Thorning lånt 80.009 engelske pund af sit selskab ThorningSchmidt Global Limited, der ligger i London. Det svarer til omkring 700.000 danske kroner.
Det fremgår af selskabets seneste årsregnskab, som dækker perioden indtil 31. marts 2020.
Det skriver SE og HØR.
Straffes med bøde i Danmark
Helle Thorning har lånt pengene af sit firma i stedet for at få udbetalt dem som løn, og på den måde kan hun spare penge i skat.
Den lånepraksis er ulovlig i Danmark og straffes som regel med bøde.
Men altså ikke i England.
Thorning skal ifølge de engelske skatteregler blot huske at føre regnskab over ind- og udlån samt betale lånet tilbage til selskabet senest ni måneder efter regnskabsårets udløb.