Schweiz Rundt: Fuglsang har gode muligheder for at vinde
Jakob Fuglsang står med gode muligheder for at vinde Schweiz Rundt, som er et af de større løb på UCIs løbskalender. Og gør han det, vil det ifølge cykeleksperten Kim Plesner, indehaver af veloropa.dk, være danskerens største bedrift i karrieren.
Den danske Astana-klatrer ligger efter de første tre etaper godt til i klassementet. Fra sin 6. plads har han kun 14 sekunder op til den førende rytter Tom Dumoulin, og på mandagens etape gled Fuglsang op ad stigningerne i et let tråd og forsøgte sig endda med et enkelt angreb.
Fuglsang ligner en mand i topform, og Kim Plesner har noteret sig det samme.
»Jakob Fuglsang har aldrig haft større vinderchancer end i denne udgave af Schweiz Rundt, og hvis han vinder, vil det i min verden overgå hans syvendeplads i Tour de France i 2013. Hans form har formentlig været indrettet på Schweiz Rundt, fordi han godt ved, han ikke får Astanas hovedrolle i Touren – det gør kaptajnen Vincenzo Nibali,« siger Kim Plesner.
Flere store stigninger
Schweiz Rundt byder på flere stigninger uden for kategori. Tirsdagens 4. etape ser på papiret ud til at ende i en sprinterafslutning ganske som på mandagens etape, hvor Tinkoff-Saxos Peter Sagan luskede med over etapens få stigninger og spurtede over stregen som første mand i mål.
Onsdagens 5. etape disker derimod op med to stigninger uden for kategori, og den afsluttende stigning ved skisportsstedet Sölden bør få Jakob Fuglsang i godt humør, mener Kim Plesner – ikke kun fordi den passer ham godt, men også fordi et godt resultat her kan være nok til at sikre sejren i Schweiz Rundt, fordi det er den sidste dag i bjergene af de i alt ni etaper.
»Stigningen op til Sölden er en barsk en af slagsen. Det er en gylden mulighed for Fuglsang,« siger Kim Plesner.
Sidste opvarming
Det schweiziske etapeløb er et af de mere prestigefyldte for World Tour-holdene og bliver af mange brugt som sidste opvarmning til Tour de France. Ingen af de største favoritter til Tour de France – Vincenzo Nibali, Nairo Quintana, Chris Froome og Alberto Contador – er dog med.
»Det gør selvfølgelig regnestykket mere fordelagtigt for Jakob Fuglsang i forhold til det samlede klassement. Han bør kunne køre fra ryttere som Tom Dumoulin, Geraint Thomas, Simon Spilak og Thibaut Pinot, der bliver de største udfordrere for ham,« siger Kim Plesner.
Et godt resultat i Schweiz Rundt kan give Jakob Fuglsang endnu mere luft under vingerne frem mod Tour de France, der starter 4. juli i Utrecht. Sidste år var Fuglsang en kraftigt medvirkende årsag til, at holdkammeraten Vincenzo Nibali stod øverst på podiet i Paris ved løbets afslutning.
Form og vægttab
Den tidligere cykelrytter og sportsdirektør for Team CSC Alex Pedersen har noteret sig Fuglsangs glimrende form og et vægttab, der har gjort det lettere for danskeren at køre med de helt store sværvægtere i bjergene. Alex Pedersen håber, at Astana vil benytte Fuglsangs evner fornuftigt i Touren.
»Det kan være en fordel for Astana at have to kort at spille ud, og der kan det være godt at sende Jakob i udbrud, så han også kan komme til at ligge godt til i klassementet. Så kan man altid se, hvordan det ser ud i den sidste uge, hvor Jakob så kan gå over til at være rendyrket hjælperytter for Nibali, hvis han ikke længere ligger til i den samlede stilling,« siger Alex Pedersen.
Inden løbstaktikken til Tour de France for alvor bliver diskuteret på det kasakhiske cykelhold, skal Fuglsang selvfølgelig lige være færdig med Schweiz Rundt. Traditionelt har han gjort sig fint bemærket her – i 2010, da han kørte for Saxo Bank, blev han nummer tre efter Lance Armstrong og Andy Schleck, og i 2011 sluttede han som nummer fire.
Løbet er de sidste tre år blevet vundet af portugiseren Rui Costa, men han er ikke med i år.