Schmeichel og Leicester får vigtigt resultat
Leicester er nummer tre i Premier League efter den knebne sejr på udebane over Newcastle.
Leicester og Kasper Schmeichel er tilbage på tredjepladsen i Premier League efter en udesejr på 2-1 over Newcastle.
Den hårdt tilkæmpede sejr bragte Leicester på 32 point for 17 kampe, mens Liverpool og Manchester United topper tabellen med 33 point for 16 spillede opgør. Newcastle er nummer 15 med 19 point.
Leicester leverede ingen prangende præstation, men viste glimtvis høj klasse og ikke mindst stor effektivitet.
Leicester fik egentlig en fin start på opgøret, og Jamie Vardy havde faktisk bolden i nettet, men han befandt sig dog i marginal offsideposition.
Siden dalede spilkvaliteten en hel del, og i en tam første halvleg var det mest bemærkelsesværdige, at dommer Robert Jones hele tre gange i de første 35 minutter var i berøring med bolden.
Scorede på kontra
Anden halvleg begyndte også trægt, men efter ti minutter viste Leicester, hvordan et kontraangreb skal udføres.
Jamie Vardy fik bolden i venstre side af feltet, og efter et par driblinger serverede han perfekt for James Maddison, der med den største selvfølgelighed bankede bolden ind højt i målet til 1-0.
Det var også opspil af høj klasse, da føringen med knap 20 minutter tilbage blev fordoblet.
Denne gang afleverede Marc Albrighton fladt til Youri Tielemans, der fra straffesparksfeltets bue brugte indersiden til at udplacere Karl Darlow i målet.
Hans kollega i den anden ende, Kasper Schmeichel, havde haft knap så meget at se til, og han var chanceløs, da Newcastle skabte ny spænding ti minutter før tid.
Med sit første sæsonmål firsttimede Andy Carroll reduceringen i mål efter et frispark.
I en hektisk slutfase var Newcastle nærgående, men Leicester slap med skrækken.