Schaldemose i Bruxelles: – Vi er alle sammen rystede

Christel Schaldemose sidder i møde i parlamentet. Ifølge flere nyhedsbureauer er beskeden at blive inden døre.

Christel Schaldemose sidder i Europaparlamentet i Bruxelles. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Alle medarbejdere i EU-institutionerne skal blive inden døre.

Sådan lyder det fra kommissionen ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at der er sket flere eksplosioner i lufthavnen i Bruxelles og ved metrostationen Maalbeek tæt ved EU-institutionerne.

Stemningen i Europa-Parlamentet er trykket, lyder det fra medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S), som netop nu sidder i parlamentet til møde i udvalget og stemmer.

Da Ritzau talte med hende kort efter eksplosionen ved metrostationen, havde de endnu ikke fået besked om at blive indenfor.

– Vi er alle sammen rystede og har opmærksomheden et andet sted. Men vi har endnu ikke fået meldinger om, hvorvidt vi skal gøre noget.

-Vi er ret sikre her i Europa-Parlamentet, da der er ret strikse regler for at komme ind, så det bedste lige nu er at blive inden døre. Jeg går ud fra, at de ret snart giver en melding efter, de har hævet sikkerhedsniveauet.

Belgien har hævet sikkerhedsniveauet til det højeste, oplyser indenrigsminister Jan Jambon ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS