SBS opkøber to danske sportskanaler

SBS Discovery fortsætter oprustningen på det sportslige tv-marked.
Offentliggjort Sidst opdateret

SBS Discovery fortsætter oprustningen på det sportslige tv-marked og køber kanalerne Canal 8 og Canal 9.

Dermed går SBS Discovery efter at blive en endnu større aktør i kampen om de danske sportsseere.

Foruden købet af de to kanaler, som SBS Discovery overtager fra 1. januar 2015, har tv-selskabet allerede sikret sig to ugentlige superligakampe fra næste sæson samt overtaget tv-stationen Eurosport.

– Canal 8 Sport og Canal 9 styrker vores position på det danske tv-marked og giver os et løft i seerandel. Opkøbet af de to kanaler hænger samtidig godt sammen med købet af rettigheder til Superligaen. Begge dele er med til at styrke vores målsætning om at levere topfodbold til de danske seere, siger Christian Kemp, der er administrerende direktør for SBS Discovery Media, i en pressemeddelelsee.

Canal 8 og Canal 9 sender i år kampe fra Superligaen, den spanske La Liga og den italienske Serie A.

 

 

Powered by Labrador CMS