Savnet blev for stort: 16-årige Jonas cyklede 85 km
Jonas Pihl savnede sin efterskole i Odder så meget, at han bare blev nødt til at se den igen.
I snart seks uger har efterskolerne været lukket ned for at minimere spredningen af coronavirussen.
For 16-årige Jonas Pihl er det hårdt ikke at se sine venner og lærere fra Rudehøj Efterskole ved Odder.
– Jeg savner det. Det har været mit andet hjem i snart halvandet år, fortæller Jonas Pihl til Tv2 Østjylland.
Det store savn fik ham søndag på en idé. Han havde siddet og spillet computer det meste af dagen, og kiggede ud ad sit vindue på sit værelse.
– Det var godt vejr. Og så tænkte jeg på at tage en cykeltur. Det kunne være sjovt at cykle ud til skolen, siger Jonas Pihl.
En spontan idé, som han ikke kunne få ud af hovedet igen.
Selvom klokken var halv fem og Google Maps sagde, at det ville tage 3,5 time at komme til efterskole i Odder.
– Jeg tænkte, at det kan jeg godt gøre hurtigere, siger Jonas Pihl til Tv2 Østjylland.
Afsted på racercykel
Han pakkede en taske med vand og lidt mad og sagde til sine forældre, at han tog på en lille cykeltur.
– Jeg havde brug for at komme hen og se skolen igen, fortæller Jonas Pihl, som bor med sine forældre i Ikast.
Afsti afsted gik det for Jonas Dahl på den lidt ældre racercykel, han havde fået af sin far.
– Da jeg ramte Skanderborg, var jeg godt brugt. Der var cirka 30 kilometer tilbage, og jeg overvejede at tage toget hjem. Men jeg kunne ikke give op, når jeg var så tæt på.
I galleriet ovenfor kan du se billeder fra Jonas’ tur.
En svær tid
Jacob Hørning er forstander på Rudehøj Efterskole i Odder. Her oplever de en svær tid, hvor hele efterskoletilgangen bliver sat på prøve.
– Vi lever jo af nærvær imellem hinanden. Og at eleverne udvikler sig socialt sammen, fortæller han til Tv2 Østjylland.
Derfor har de gjort, hvad de kunne. Undervisningen er opretholdt online, så elever og lærere har kontakt dog kun med øjne og ører til hinanden.
Op til påske kørte ansatte fra efterskolen i syv biler ud til hver enkelt elev i hele Danmark med en goodiebag. Og tilbagelagde næsten 4.000 kilometer.
– Vi savner vores elever og vi håber, at vi kan få lov til at åbne op igen. Men vi skal jo ikke gøre det for enhver pris. Det skal være under de rigtige forhold, siger forstanderen.
Han er godt klar over, at forholdene på efterskolen, når de engang åbner, ikke bliver de samme. Men han håber, at efterskoleeleverne, når at komme tilbage inden sommerferien.
– Hvis efterskoleopholdet er slut nu, så vil det være en katastrofe. Det er ikke gjort færdigt, siger Jacob Hørning til Tv2 Østjylland.
Ankom om aftenen
Jonas Pihl kommer frem til Rudehøj Efterskole omkring klokken 21 søndag aften. 85 kilometer har han tilbagelagt.
– Jeg kørte ind ad indkørslen og smed mig i græsset. Her satte jeg mig op ad et træ, og så på skolen og tænkte YES, fortæller han.
Her mindedes han tiden med sine venner og lærere.
– Jeg blev rørt og fik tårer i øjnene. Jeg var egentlig bare glad på en anderledes måde, end jeg har været i lang tid, siger Jonas Pihl.
Viceforstanderen var også på efterskolen for at hente nogle ting, så Jonas fik en snak med hende og et glas vand.
Herefter gik turen til Odder Station, hvor han tog letbanen ind til Aarhus Banegård og så videre hjem.