Saudarabisk konge indtager og lukker dele af Rivieraen
Royalt besøg giver Rivieraens hoteller og butikker en saltvandsindsprøjtning, men mange lokale er harmfulde.
Kong Salman af Saudi-Arabien ventes fredag aften at indtage en del af Rivieraen i Frankrig, hvor han har planlagt tre ugers ferie med et følge på ikke færre end 1000 personer.
Besøget er en saltvandsindsprøjtning for den lokale økonomi, men det har samtidig skabt mange spændinger, da dele af de berømte strande er blevet lukket for offentligheden af hensyn til saudiarabernes privatliv og sikkerhed.
Kongen og hans nærmeste skal bo i familiens private villa, som strækker sig over et kilometerlangt område på kystlinjen mellem Antibes og Vallauris. Omkring 700 andre fra følget bliver indkvarteret på de femstjernede hoteller på promenaden i Cannes.
Det har fået de lokale myndigheder til at lukke en større del af stranden – også den offentlige strand ved Vallauris.
Her er misfornøjede badende og lystfiskere blevet bedt om at fortrække til andre strande, så længe den royale familie fra Saudi-Arabien er i nabolaget. Der lægges over alt stor vægt på sikkerheden, og ingen må nærme sig kong Salmans private anlæg.
Kystvagten sørger for, at ingen kommer nærmere land i området end 300 meter.
– Enten er det ham eller en anden milliardær. Det går altid ud over almindelige mennesker. Vores rettigheder bliver ikke respekteret, siger en sygeplejerske ved navn Fatima til AFP.
– På den anden side er besøget godt for de handlende. Jeg har hørt, at de måske endda vil reparere vejene, tilføjer hun.
Et stort antal håndværkere har arbejdet i huset, hvor kongen skal bo.
– De har bragt et væld af roser og buske til huset. De er også ved at udskifte vinduerne. De er uden tvivl ved at sætte skudsikre vinduer i huset, siger en lokal indbygger ved navn Christian.
/ritzau/AFP