Satirebog beskriver Muhammed som fordrukken buk

Forfatter Kåre Bluitgen har skrevet en satirebog om Muhammed. Foto: Annelene Petersen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Præcis 50 dage efter terrorangrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo udgiver forfatter Kåre Bluitgen en satirisk bog om profeten Muhammed med titlen »Den Bedste Bog«. Det skriver Jyllands-Posten.

Kåre Bluitgen har arbejdet fire år på bogen, som fremstiller Muhammed som en fordrukken buk, der har giftet sig med en gammel kone for pengenes skyld, og som ikke selv har en original tanke. Bogen udkommer i to varianter – en sort og en hvid, med hver sin undertitel: »Sandheden«, og »Løgnen«. Om forventningerne til bogen lyder det fra Kåre Bluitgen:

»Det er enormt svært at sige, hvordan folk reagerer på den slags. Måske er de ligeglade, måske bliver de stiktossede,« siger han til avisen.

Tilbage i 2005 var det ham, der inspirerede Jyllands-Posten til at finde tegnere, der ville lægge navn til illustrationer af Muhammed, fordi tre tegnere havde takket nej til at illustrere hans første bog om Muhammed. Et halvt år senere gik det amok med massedemonstrationer, ambassadeafbrændinger og attentatforsøg, og nu ti år senere er der igen fokus på satire i forhold til den muslimske tro efter attentatet mod Charlie Hebdo.

Kåre Bluitgen, der også har skrevet bøger om kristendom, buddhisme og hinduisme, mener, det er nødvendigt at fortsætte satiren om islam for at få muslimer til at forstå koranen på en mere moderne måde.

»Hvis man står med en bog, hvor hvert ord er uforanderligt, fordi det er guds ord, så må det være irriterende, at verden omkring én hele tiden forandrer sig. De er fanget af, at Koranen er guds ord,« siger han til Jyllands-Posten.

Powered by Labrador CMS