SAS’ kabinepersonale venter spændt
Fagforeningen for SAS’ kabinepersonale vil forhandle overenskomst for de ansatte i nyt SAS-selskab.
Kabinepersonalet i SAS venter med spænding på at få præsenteret, hvilke konkrete planer SAS har med købet af Cimber.
– Nu afventer vi informationer om, hvad købet af Cimber kommer til at betyde for vores medlemmer, og hvilken konstruktion virksomheden kommer til at få.
– Men vi må gå ud fra, at SAS-produktion med udgangspunkt i København bliver med vores medlemmer på vores overenskomst, siger Merete Scheel, formand for kabinepersonalets fagforening Cabin Attendans Union (CAU), i en skriftlig kommentar.
Formanden var mandag ikke til at træffe, da bestyrelsen for CAU er samlet til møde, hvor købet af Cimber blandt andet er på dagsordenen.
Rygterne har svirret op til meddelelsen om SAS’ køb af Cimber.
SAS-ledelsen har varslet en ny spareplan, som præsenteres i forbindelse med selskabets regnskab 18. december, og det har blandt andet forlydt, at en del af planen er, at SAS vil etablere et lavprislignende datterselskab.
/ritzau/