SAS bløder passagerer i juli

SAS skal nu genvinde kundernes tillid, efter at passagertallet er faldet drastisk, vurderer aktieanalysechef

Offentliggjort Sidst opdateret

1,3 millioner passagerer fløj med luftfartsselskabet SAS i juli. Det er 32 procent færre end måneden før.

Det viser nye trafiktal fredag.

Faldet skyldes primært den 15 dage lange pilotstrejke i løbet af første halvdel af juli.

Som følge af strejken blev 3700 flyafgange aflyst. Det berørte i alt 380.000 passagerer, fremgår det af en pressemeddelelse.

SAS bløder passagerer i juli.
SAS bløder passagerer i juli.

I juni fløj 1,9 millioner passagerer med SAS.

Sammenlignet med samme måned sidste år er der dog tale om en stigning på 23 procent i antallet af passagerer.

- Vi undskylder oprigtigt over for vores kunder, der blev ramt af strejken i juli. Vi er glade for, at driften er vendt tilbage til normalitet igen, så vi kan begynde at genvinde vores kunders tillid, siger SAS-topchef Anko van der Werff i meddelelsen.

Nåede endelig til enighed

Det helt store spørgsmål bliver, hvordan trafiktallene ser ud for august, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Der er mange, som har fravalgt SAS i juli, og vi får egentlig kun en halv historie i dagens tal, siger han.

- Når vi får tallene for august, ved vi, om SAS' kunder er flyttet over til andre selskaber, eller om de er kommet tilbage.

Efter måneders tovtrækkeri nåede SAS og de strejkende piloter i SAS Pilot Group endelig til enighed om en overenskomst den 19. juli.

Aftale om genansættelse

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne har blandt andet været utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect end i SAS Scandinavia.

Besparelser i milliardklassen

SAS er i store økonomiske problemer og arbejder på at få gennemført en redningsplan, der hedder SAS Forward. Planen skal give årlige besparelser i milliardklassen.

En del af redningsplanen er den nye overenskomstaftale med piloterne, som er i færd med at stemme for eller imod aftalen. De har indtil midnat natten til lørdag.

Powered by Labrador CMS