Såret sikkerhedsvagt stod selv bag skuddrama i Oslo
En vagt på et universitet i Oslo stod bag onsdagens drama. Han affyrede selv de skud, der sårede ham.
Det var en af vagterne på Oslos universitet, der stod bag dramatikken onsdag.
Vagten blev skudt, men det viser sig, at han skød og sårede sig selv og også selv placerede den bombelignende genstand, som satte byen på den anden ende.
Vagten blev onsdag opereret på Ullevål-hospitalet, efter at han var blevet ramt af fem kugler.
Men derefter begyndte politiet at afhøre ham, og afhøringen fortsatte natten til torsdag.
Under afhøringen indrømmede han, at han selv affyrede skuddene.
– Vagten blev præsenteret for en sigtelse og valgte så at forklare sig, siger Grete Lien Metlid, leder af Oslo-politiets afdeling for vold- og sædelighedsforbrydelser, på en pressekonference.
Politiet ønsker ikke at fortælle, hvordan det fandt frem til den sigtelse, der udløste tilståelsen.
Metlid siger videre, at det er for tidligt at spekulere i motivet bag handlingen. Det skal efterforskes yderligere.
Skydevåbnet er fundet og beslaglagt. Vagten bidrog til at finde det. Politiet leder foreløbig ikke efter andre involverede i sagen.
Vagtens udgave af begivenhederne var under politiets første afhøring af ham på hospitalet onsdag eftermiddag, at han var stødt ind i to mænd, som han så fulgte efter.
Da de opdagede ham, skød en af mændene fem skud efter vagten, der blev ramt. Mændene løb derpå væk.
Nu har han så erkendt, at han skød sig selv med fem kugler. Hans skader er ikke så alvorlige, da han bar skudsikker vest.
Vagten har flere gange tidligere fortalt om voldsepisoder, mens han har været på vagt. Grete Lien Metlid ønsker i øjeblikket ikke at gå ind i spekulationer om disse episoder.
Han har blandt andet flere gange sagt, at han har været udsat for drabsforsøg, rapporterer norsk TV2.
I 2013 blev han stukket med en kniv i armen, og i 2014 blev han angrebet med et elektrisk våben. Han blev ved samme lejlighed forsøgt kvalt.
/ritzau/NTB