Sårede fra Hebdo-angreb uden for livsfare

De fire personer, der blev såret under skudangrebet mod Charlie Hebdos redaktion i Paris onsdag ser ud til at overleve. Foto: PHILIPPE WOJAZER/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge den franske indenrigsminister er fire alvorligt sårede fra massakren i Paris ikke længere i livsfare.

Fire personer blev alvorligt såret, da to mænd i onsdags angreb redaktionen hos det franske satiriske magasin Charlie Hedbo i Paris.

10 ansatte og to betjente blev dræbt ved angrebet, mens 11 blev såret.

– De fires tilstand er fortsat kritisk, men deres liv er ikke længere i fare, siger indenrigsminister Bernard Cazeneuve fredag ifølge den franske avis Le Figaro.

Politiet har betegnet gerningsstedet som et slagtehus.

Det franske politi mistænker de to brødre Cherif Kouachi og Said Kouachi for at stå bag massakren.

Der er en intens jagt på de to i gang, og brødrene har fredag forskanset sig i et lille trykkeri i byen Dammartin-en-Goële fem kilometer fra Charles de Gaulle Lufthavn blot 40 kilometer nordøst for Paris.

Fire af Frankrigs kendte tegnere på Charlie Hebdo var blandt de dræbte.

Der er tale om satirebladets redaktør, den 47-årige Stéphane Charbonnier, kendt som “Charb”.

Den 76-årige tegneserie- og satiretegner Jean Cabut, kendt som “Cabu”, der fungerede som art director/kunstnerisk direktør for bladet, den 80-årige Georges Wolinski, der var chefredaktør på Charlie Hebdo fra 1970 til 1981 og den 57-årige tegner Bernard Verlhac, kendt som “Tignous”.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS