Sarah Grünewald ædru for første gang
Vild med dans-værten er taget på sin første festival som ædru og har sønnen Luis med
Der er knald på solen, skruet op for musikken og der bliver langet litervis af kolde øl over bardiskene på Roskilde Festival, der for første gang siden 2019 har kunnet slå portene op for horder af glade musikfans.
For tv-værten Sarah Grünewald er det en helt speciel festival. Det er nemlig første gang, hun er afsted som ædru.
- Det er megadejligt, siger hun.
Sidste år tog hun beslutningen om, at hun aldrig igen ville drikke alkohol. Men det gør det ikke til en dårligere fest, fortæller hun.
Bedre menneske
- I starten kunne jeg godt tænke, at det blev en lang aften. Men jeg tænker ikke over det mere, siger hun og fortæller, at hun blandt andet nyder de alkoholfrie alternativer.
Hun føler selv, at der er sket noget med hende, siden hun kvittede alkoholen.
- Jeg er bare et bedre menneske, lyder det fra hende.
Det har dog ikke været nemt at få omverdenen til at forstå beslutningen.
- I starten var der mange, der nævnte det, og jeg havde svært ved at kommunikere omkring det, men jeg har nemmere ved det nu.
- Hvis folk spørger, hvorfor jeg ikke drikker, så spørger jeg: "Hvorfor drikker du?". Før følte jeg det lidt som et angreb, forklarer hun.
Der er en fordel
En anden fordel ved at deltage i festivalen uden en promille er, at hun kan køre frem og tilbage. Og det er belejligt i år, hvor hendes søn, Luis, på seks år har gjort hende selskab på Dyrskuepladsen.
- Det er første gang Luis er med, og det er bare så dejligt. Han er megaglad for det. Han er vild med at danse, så det er cool.
- I dag har lidt været en prøvedag, for han vil gerne med alle dagene, men vi skulle lige se, hvordan det gik. Men jeg tror, han er frisk i morgen også, siger Sarah Grünewald.