Santander redder point til FCK i topbrag mod Randers
Randers FC vendte 0-1 til 2-1, men FC København kom igen og fik 2-2 i onsdagens topopgør i Alka Superligaen.
FC København er fortsat ubesejret i denne sæson i Alka Superligaen efter ti spillerunder.
Det dog holdt hårdt mod Randers FC, der var foran 2-1, inden Frederico Santander med sit andet mål i kampen sørgede for pointdeling i onsdagens topkamp. Kampen endte 2-2.
Med det ene point udbygger FCK føringen i Superligaen, mens Randers er nummer to, tre point efter onsdagens modstander.
Hjemmeholdet var uden de karantæneramte midterforsvarere Mads Agesen og Mads Fenger, og netop defensivt havde randrusianerne problemer, specielt i hovedspillet
Og helt i tråd med kampens udvikling kom gæsterne foran i det 19. minut, da Federico Santander scorede sit første sæsonmål i Superligaen.
Angriberen fik lov at stå helt fri midt i feltet og kunne let heade Ján Gregus’ frispark ind bag Hannes Halldorsson i Randers-målet, fordi målmanden kom på mellemhånd og boksede til Santander i stedet for bolden.
Det så længe ud til, at det mål skulle blive det eneste i første halvleg. Sådan gik det dog ikke. Fem minutter før pausen udlignede den tidligere FCK-angriber Marvin Pourié efter en fejl af Ludwig Augustinsson og godt forarbejde af Mikael Ishak.
Tyske Pourié slap markeringen fra Mathias “Zanka” Jørgensen og udlignede sikkert til pausestillingen 1-1.
Åben slagudveksling
Anden halvleg blev en åben slagudveksling, hvor hjemmeholdet kom bedre med rent offensivt. Det gav pote efter en lille times spil, da Erik Marxen gjorde det til 2-1 efter en flot soloaktion.
Venstrebacken modtog bolden udenfor feltet og kørte igennem et passivt FCK-forsvar, inden han sikkert scorede fladt bag Robin Olsen.
FC København var dog ikke ude af opgøret, og fik sat hjemmeholdet under pres. Og 12 minutter før tid var Santander igen på pletten, da han udlignede til 2-2.
Santander modtog bolden fra Rasmus Falk på kanten af sig selv og vendte sig 180 grader, før han elegant flugtede udligningen i mål.
/ritzau/