Sangerinde i alvorlig ulykke
Australske Alli Simpson voldsom skadet efter hovespring på alt for lavt vand
Den australske stjerne, skuespilleren, sangeren og danseren Alli Simpson, er kommet alvorligt til skade ved en badeulykke.
Det skriver blandt andet BBC News.
Ifølge mediet sprang hun på hovedet i en swimmingpool på alt for lavt vandt og ramte bunden med så stor kraft, at hun fik to brud på nakken.
Bekræftet på sociale medier
Stjernen bekræfter også selv sine alvorlige skader på de sociale medier.
- Jeg har fået konstateret to alvorlige brud på nakken. Der er ikke umiddelbart behov for operation og jeg er blevet sendt hjem med en hård nakkestøtte, skriver hun på Twitter.
Her ser man hende også ligge i en hospitalseng med adskillige elektroder fastgjort til kroppen.
BBC News skriver, at uheldige Alli Simpson har udsigt til nu at skulle bære en nakkestøtte døgnet rundt i minimum fire måneder.
Enorm succes
Simpson har haft enorm succes på streamingplatforme siden debutsinglen 'Why I'm Single' i 2013.
Alene hendes nummer 'Notice Me', har flere end 35 millioner visninger på tværs af YouTube og Spotify.