Samuelsen: Vi må ikke lægge ud med at tale os fra hinanden

Lars Løkke Rasmussen fohandler med partierne. Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance ankommer. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2015)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen (LA), der er årsag til, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) skal bruge sin lørdag på at finde ud af, om det er muligt at danne en borgerlig flertalsregering. En konstellation, som få kan se for sig med de store politiske uenigheder, den vil indebære. Men Samuelsen er positiv på vej ind til Løkke.

»Jeg mener, at det er tid til at være konstruktiv og forsøge at finde hinanden og en samlet løsning, som er til gavn for hele Danmark,« siger han.

Adspurgt hvorvidt han anser en flertalsregering bestående af både Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative for at være realistisk, lyder Anders Samuelsens svar:

»Det er det, vi skal afprøve nu, og det synes jeg, at vi som politikere har en forpligtelse til. Nu har danskerne afgivet deres stemmer, og det giver et samlet blåt flertal. Jeg efterspørger sådan set ikke blokpolitik på nogen som helst måder, men det ville være rart at kunne skabe et fast fundament under en kommende borgerlig regering. Det skal i hvert fald afprøves.«

Dansk Folkeparti var som blå bloks største parti inde hos Lars Løkke som de første lørdag formiddag, og her slog partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) fast, at han anser de fire blå partier for at være alt for uens til at kunne danne regering sammen. Anders Samuelsen medgiver, at det ser svært ud:

»Jamen det gør det jo helt åbenlyst, for vi er jo forskellige partier. Og der er ting, der peger i forskellige retninger, men der er også ting, vi har lagt fælles sammen i valgkampen. Der er noget at stå på, trods alt. Det er først og fremmest vigtigt, at vi ikke taler os fra hinanden, men forsøger at være konstruktive og finde hinanden,« siger han med henvisning til, at de fire partier i valgkampen gav hånd på et opgør med dansk EU-politik.

Men derudover ønsker Dansk Folkeparti en vækst i den offentlige sektor på 0,8 procent, Venstre ønsker nulvækst, mens Liberal Alliance ønsker minusvækst.

»Jeg har været i politik siden 1998, og jeg har hørt rigtig, rigtig mange gange, at både journalister og kommentatorer har sagt, at alt muligt er komplet urealistisk,« lyder Samuelsens kommentar.

Adspurgt hvilke krav, han har med ind til forhandlingerne, svarer han:

»I første omgang skal man netop lade være med at stille ultimative krav. Det er ikke sundt at gøre det i politik – man skal komme med en konstruktiv, positiv tilgang til den diskussion, vi skal have nu.«

Powered by Labrador CMS