Samuelsen: Jeg kan godt samarbejde med DF

Anders Samuelsen (LA). Foto: Brian Rasmussen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Liberal Alliances Partileder håber på at få gennemført mest mulig politik, hvis blå blok vinder valget.

Folketingsvalget i år bliver et tæt løb, der er mange tvivlere, og som politiker kan man derfor ikke tillade sig at forvente noget. Sådan lyder det fra Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, da han torsdag er i Stensballehallen i Horsens for at afgive sin stemme.

– Jeg forventer ikke noget, for det kan man ikke tillade sig at gøre, siger partilederen.

– Der er stadig mange, der tvivler, og det er jo folk, der reelt er med til at afgøre valget. Jeg tror også, der er mange, der når at skifte personlig stilling i løbet af de sidste 24 timer.

I blå blok er der partierne imellem relativt store meningsforskelle, men Anders Samuelsen tvivler ikke på, at han godt kan samarbejde med et parti som Dansk Folkeparti, hvis blå blok vinder valget.

– Jeg kan godt samarbejde med Dansk Folkeparti. Vi har haft et tæt samarbejde i blå blok det sidste halve år, siger han og fortæller, at han håber, Lars Løkke vil være en samlende figur hvis blå blok vinder.

– Jeg forventer, at han på mange måder vil arbejde ligesom Schlüter, da han forsøgte at samle flokken, og det store parti gav meget til de små. Det havde han jo succes med, siger han.

Anders Samuelsen kæmpede først under de radikale faner, men var 2007 med til at starte partiet Ny Alliance sammen med partifællen Naser Khader og den daværende konservative folketingspolitiker Gitte Seeberg.

Efter en svær fødsel skiftede partiet navn til Liberal Alliance, Anders Samuelsen blev partiformand, og partiet skiftede til en mere liberal retning med lavere skat og større personlig frihed.

Partiet ønsker blandt andet lavere skatter og afgifter og offentlig minusvækst, men på Liberal Alliances landsmøde i april, garanterede Anders Samuelsen, at der ikke er nogen offentligt ansatte, der vil blive fyret. Reduktionen skal ske ved naturlig afgang.

Ifølge den seneste meningsmåling, foretaget af Voxmeter for Ritzau, ligger Liberal Alliance til at få 7,7 procent af stemmerne og 14 mandater.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS