Samuelsen: Flertalsløsning skulle prøves af
Liberal Alliances leder er trods det kiksede forsøg på at danne flertalsregering tilfreds med forsøget.
Det var på baggrund af et ønske fra Liberal Alliance, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), dagen efter valget fik mandat af dronningen til at forsøge at danne en flertalsregering.
Men efter at have talt med samtlige partier konstaterer Lars Løkke Rasmussen, at det ikke kan lade sig gøre at danne en manøvredygtig flertalsregering bestående af de borgerlige partier Venstre, DF, LA og De Konservative.
Det tager Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, til efterretning.
– Det er godt, at forsøget er blevet gjort. Vi har ment, at det var vigtigt at få afklaret alle muligheder.
– Hvis vi ikke troede på det, havde vi ikke foreslået det. Hvor der er vilje, er der vej, siger han til Ritzau.
Anders Samuelsen er også sikker på, at lørdagens møder med partierne ikke har været spild af tid for Lars Løkke Rasmussen.
– Lars har fået et vist indblik i, hvor de enkelte partier står, hvor stejlt de står, og hvad de har på paletten. Det kan han bruge fremover.
– Vi har selv forsøgt at række hånden frem. Det tror jeg, er vigtigt, at alle partier gør, også i den fase, der følger nu, siger Samuelsen.
Han erklærer sig fortsat parat til at indtræde i en regering, hvis muligheden byder sig.
– Jeg kan kun gentage, at det ikke er afgørende for os at komme i regering.
– Men ethvert parti, der tager sig selv alvorligt og mener at have noget at byde på i forhold til Danmarks fremtid, skal selvfølgelig være klar til at gå i regering.
– Det er vi selvfølgelig, og vi har også kompetente folk, siger han.
Liberal Alliance fik ved valget 265.129 stemmer. Det betød, at partiet gik frem fra 9 til 13 mandater.
/ritzau/