Samsung vil snyde Apple med lynlancering
Stik mod normal skik overhaler mobilgiganten Samsung nu sin ærkerival Apple indenom ved at lancere nyeste udgave af en af sine toptelefoner nogle uger før Apples ventede lancering af en ny iPhone 6S.
Den sydkoreanske mobilgigant, der er verdens største mobilproducent, vil med en lancering midt i august af den nye Galaxy Note-smartphone tage føringen og rampelyset fra Apple, hvis lanceringer i efteråret plejer at tage al opmærksomhed i en periode.
Ny iPhone 6S til september
Samsung lancerede sin første Galaxy Note-telefon i september 2011. Der er tale om en kæmpe telefon med indsat digital pen, og denne kombination har fået stor ros, netop fordi telefonens skærm på 5,7 tommer er så stor, at den for mange kan erstatte en computer.
Til sammenligning er Apples iPhone 6 Plus, som kom i efteråret 2014, på 5,5 tommer. iPhone 6-telefonerne blev lanceret kun seks dage efter Galaxy Note 4, som kom i handelen nogle uger efter de nye iPhone-telefoner.
Apple ventes at lancere en opdateret iPhone 6S 11. september, og den skal så være i butikkerne allerede ugen efter. Formodentlig derfor bryder Samsung nu med en ellers succesrig tradition om at lancere nyeste udgave af topserien Galaxy Note på Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, i Berlin i begyndelsen af september.
Samsung presset af leveranceproblemer
I stedet vil Samsung rykke sin lancering til midt i august og komme før Apple, skriver den amerikanske finansavis Wall Street Journal og henviser til kilder med godt kendskab til sagen.
De faste lanceringer af nye telefoner – hvor Samsungs tradition er at stille med en ny Galaxy S-telefon på verdens største mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona i februar – er værdsat af forhandlere og teleselskaber, fordi de får mulighed for at planlægge deres salgsindsats. De trofaste kunder ved også, hvornår de kan forvente, at der kommer en efterfølger til den senest indkøbte toptelefon.
Galaxy S6-telefonerne, som kom i februar, har ikke solgt så godt, som mange – og især Samsung – havde håbet på. Samsung giver leveranceproblemer noget af skylden for det dårligere salg.
Apple opdaterer iOS
Apple varmer i mellemtiden op og har netop frigivet betaudgaven – eller den sidste prøveversion før den endelige – af sit opdaterede mobilstyresystem iOS 9. Det rummer blandt andet forbedringer af den digitale assistent, Siri, og en række nye funktioner til de nyere iPad-tavlecomputere. Blandt andet kan man køre flere programmer samtidig, og der bliver rettet op på programfejl i tidligere iOS-udgaver.
Kæmpetelefonerne med de store skærme kaldes i fagjargonen for »phablets«, en sammentrækning af »phone« (telefon) og »tablet« (tavle-PC), fordi de lander lige mellem en smartphone og en tavle-PC.