Samlet blå blok kræver udlændingestramninger

Blå blok kræver, at regeringen strammer reglerne for udlændingepolitikken. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO
Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen bærer en del af ansvaret for de stigende asyltal, lyder det fra blå blok, der efterlyser handling.

Mens partierne i blå blok langt fra er enige om midlerne, så kræver både Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative stramninger i udlændingepolitikken.

De fire borgerlige partier står bag et fælles forslag til vedtagelse, hvor man opfordrer regeringen til at “sikre en balance i udlændingepolitikken, så flere af de udlændinge, der kommer til Danmark, bidrager positivt”.

– Det noteres, at regeringen endelig betoner de massive problemer med tilstrømningen af asylansøgere, som radikalisering. Erkendelsen har dog ikke resulteret i hurtig og tilstrækkelig handling, hedder det i forslaget, som man skal stemme om ved åbningsdebatten torsdag.

I sin åbningstale tirsdag fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen vil forsøge at dæmme op for tilgangen af flygtninge fra eksempelvis det uroplagede Syrien ved at forhindre asylansøgere i at få familiesammenføring det første år i Danmark.

Samtidig vil regeringen indføre en skærpet kontrol ved de danske grænser med nummerpladeskannere, som blandt andet skal stoppe menneskesmuglere.

Men det er langt fra nok, mener Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg:

– Udlændingepolitikken sejler, det ved enhver. Vi ser et enormt indtag af asylansøgere, og det vil give en økonomisk belastning, siger Inger Støjberg med henvisning til, at regeringen onsdag overraskende opjusterede skønnet over asylansøgere i år fra 10.000 til 20.000.

Ifølge Inger Støjberg bærer regeringen et ansvar for det fordoblede asyltal:

– Menneskesmuglerne vælger Danmark ud fra blandt andet familiesammenføringsreglerne og det, at man kan bo og arbejde uden for asylcentrene. Det er jo netop steder, hvor regeringen har lempet, selvom vi har advaret i alle de 31 tilfælde, hvor regeringen har lempet, siger Støjberg.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, afviser kritikken med henvisning til, at regeringen netop strammer i asylreglerne med de seneste forslag, som Helle Thorning-Schmidt præsenterede i sin åbningstale.

– I går mente Venstres retsordfører, at regeringens forslag var for stramme. Det viser bare, hvilken taktisk manøvre Venstre er ude i, siger Maja Panduro, der samtidig afviser, at regeringen har lempet 31 gange på asylområdet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS