Saml benene
Superstjernen Bette Midler opfordrer amerikanske kvinder til at gå i sex-strejke
Den amerikanske stjerneskuespiller Bette Midler opfordrer amerikanske kvinder til at trække dynen helt op om ørene og gå i sexstrejke.
Ny og restriktiv abortlovgivning
Det sker på Twitter efter en ny og restriktiv abortlovgivning under stor protest trådte i kraft i delstaten Texas onsdag den 1. september og højesteret selvsamme dag afslog at omstøde loven.
Det skriver blandt andet TMZ.
"Jeg foreslår, at alle kvinder nægter at have sex med mænd, indtil kongressen garanterer retten til selv at vælge," opfordrer hun i sit opslag.
I suggest that all women refuse to have sex with men until they are guaranteed the right to choose by Congress.
— bettemidler (@BetteMidler) September 3, 2021
Det handler om kvinder
Selv om forslaget jo nok er ment som et 'muntert indslag' i en alvorlig debat, så har Bette Midler en stålfast mening om abortloven.
"Det her handler ikke om våben, snak, penge eller krig. Det handler om kvinder, deres liv, deres kroppe og deres ret til selv at bestemme," skriver hun blandt andet i et efterfølgende Tweet.
Den omtalte lov forbyder abort efter den sjette graviditetsuge og undtager end ikke graviditeter efter voldtægt eller incest.