Samfundsdebattør medvirker i terrorist-quiz uden han er blevet spurgt

Offentliggjort Sidst opdateret

I Aarhus skal elever i folkeskoler og på gymnasier lære at spotte en terrorist.

Aarhus Kommune og Østjyllands Politi rejser nemlig rundt for at undervise og holde workshops om radikalisering, og en del af programmet er en quiz bestående af fire billeder, hvor børnene skal gætte en terrorist. En af de personer, der er afbilledet, er danske Zubair Butt Hussain, som er samfundsdebattør og tidligere talsmand for Muslimernes Fællesråd, skriver Jyllands-Posten.

Men han er aldrig blevet spurgt, om han ville være en del af quizzen.

»Jeg indgår jo ikke i en quiz om, hvem der har fået ridderkorset, så når man indgår i en kontekst, der ikke ligefrem er flatterende, så ville det have været rart at vide det på forhånd. Jeg ved jo ikke, hvad læreren så siger efterfølgende i klassen, om jeg er med, fordi jeg er arketypen på en samfundsdebatterende dansker,« siger Zubair Hussai til Jyllands-Posten.

Chefen for Fritids- og Ungdomsskoleområdet i Aarhus Kommune, Toke Agerschou, medgiver ifølge Jyllands-Posten, at man kunne have ringet til Zubair Hussai, inden hans billede og navn blev brugt i undervisningsmaterialet.

Powered by Labrador CMS