Salling-millioner skal forvandle aarhusiansk undergrund til kunst
Sallingfondene har fredag doneret 100 millioner kroner til det aarhusianske kunstmuseum Aros.
Pengene skal bruges på at virkeliggøre projektet »The Next Level«, der består af to underjordiske elementer. Det første er et 1.400 kvadratmeter stort galleri med tilhørende magasiner. Det andet element er et kunstværk, som er skabt af den verdensberømte James Turrell. Der er tale om en kugleformet, sfærisk lysinstallation på 25 meter i diameter.
Det samlede projekt løber op i 350 millioner kroner.
»Det er vores overbevisning, at det generøse signal fra Sallingfondene vil bidrage til at overbevise andre fonde om, at der her er et helt særligt støtteværdigt projekt. Målet er at byde de første gæster velkommen i James Turrells kunstværk og i det nye galleri i 2017, så vi intensiverer nu arbejdet med at skaffe de resterende midler,« siger Aros-direktør Erlend Høyersten i en pressemeddelelse.
Det er ikke kun Aros, der fredag oplevede pengeregn. Sallingfondene giver knap 37 millioner kroner til AAGE – Aarhus Academy for Global Education – til videreudvikling af den internationale skole i Aarhus.
Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 får 20 millioner kroner, og endelig får musik- og teaterhuset Værket i Randers knap ti millioner kroner til at etablere et nyt rytmisk spillested.
I alt donerer Sallingfondene, som består af Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, 167 millioner kroner i denne omgang.
»Bestyrelsen har udvalgt en række projekter, som helt i tråd med fundatsen tilgodeser gode formål i Østjylland. Vi forventer, at donationerne vil medvirke til at skabe fremdrift i området og desuden komme rigtig mange mennesker til gavn og glæde,« siger Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand for Sallingfondene, i pressemeddelelsen.